En af de vigtigste detaljer, anderumpen, stammer fra en af Porsches mest legendariske gadebiler. I 1972 præsenterede Porsche sin nyeste 911-model med tilnavnet Carrera RS. Bestyrelsen var meget bekymret for, at bilen ville blive et flop. Derfor blev det bestemt, at alle højtstående medarbejdere i firmaet skulle skifte deres egen bil ud med en RS for at få så mange af den planlagte produktion på 500 stk. ud på gaden.

Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da fabrikken efter kun en uge måtte melde alt udsolgt. Derefter blev det besluttet at sætte produktionsapparatet på overarbejde, og i alt blev 1.580 stk. produceret.  Der var to modeller at vælge imellem: En lightweight, som var fuldstændig skrabet, og en touring med et minimum af komfortudstyr. Fælles for dem var en 2,7-liters boxermotor med indsprøjtning og 210 hk. Bilerne er i dag uhyre eftertragtede, og priserne starter ved 200.000 euro! Eller stort set det samme som en ny Sport Classic uden afgift.
© bilmagasinet.dk

Porsche 911 Sport Classic

Samlermani kan tømme din pengepung, og specielt hvis din ­interesse er ­Porsche. Vi tager en 911'er til 4,4 mio. kroner ud i sneen

1. januar 2011 af Anders Richter

Den eneste lyd i miles omkreds kommer fra de knækkede grene i skoven. De bukker under for presset fra sneen. Snestormen har raseret natten igennem og efterladt hele området som en arktisk jungle.

Jeg drejer nøglen med min venstre hånd, og så kommer lyden. Sportsudstødningen er speciallavet til Sport Classic og lyder, som en 911 gjorde i gamle dage før EU’s ­lydrestriktioner.Den raspen, den larm, kan ikke laves af andet end en klassisk boxersekser.

Jeg sætter stille af i sneen. Først i andet gear får jeg greb. Motoren bagi og 305-mm vinter­dæk gør det muligt at sende speederen ned i uldtæppet, og dér lever Porschen. Hver omdrejning giver mig mere power, og det hele kulminerer i et groft lydorgie ved 7.300 omdrejninger. Den skriger på et nyt gear, og det får den.

Gearknoppen i børstet metal og handskelæder tager den korte vej til tredje. Så kommer hårnålen, hvor sneen belejligt nok er smeltet en smule. De små bump i starten af svinget forplanter sig gennem PASM-undervognen, der nu er i sport, og op i de brune skindsæder.

Vægten over baghjulene er det eneste, der nu bestemmer, om jeg kommer igennem svinget eller i stedet brækker en af de 250 producerede Sport Classic-modeller over i to ved mødet med det metertykke træ, jeg kan skimte ud ad forruden. Undervognen sætter sig, forhjulene er på grænsen af, hvad de kan gabe over, og lige der mærker jeg vægtforskydningen.

De brede baghjul bevæger sig ud over midterstriben på det felt af glat asfalt, der ellers var kamufleret som tørt, groft og fuldt af greb. Selv et lynhurtigt kontraryk i rattet synes ikke at være nok til at bringe bilen tilbage på ret kurs.

Til prisen kan du få både en Porsche Boxster S til konen og en 911 GT3 RS til dig selv, så umiddelbart er Sport Classic svær at retfærdiggøre. Men der er nu noget over den © bilmagasinet.dk

Hvad sker der her?
Det kan være, at du undrer dig over den grå farve, anderumpen eller de klassiske kløverblads-Fuchsfælge, som ellers røg af programmet i tiden omkring murens fald, og jeg forstår dig, for hvad er det her?

Jo, ser du, karrossen stammer fra en Carrera 4, hvilket betyder, at den er 44 millimeter bredere end en standard-911’er. Sammen med et sæt fuldfede gummiruller giver det ­ekstra greb, og det har bilen brug for, for der er kun træk på baghjulene. Vanvittigt, tænker du, da den jo sikkert har den 530 hestes turbomotor fra GT2? Men nej. Maskineriet er den velkendte 3,8-liters fra S-udgaven, dog peppet op med en ny indsugningsmanifold, udstødning, modificerede topstykker og en omprogrammeret motorstyring. Derfor yder den nu 408 hk. Undervognen er sænket 20 millimeter, og så er der monteret et limited slip-differentiale. Få, men gode forbedringer til det, der i forvejen er en rigtig kapabel sportsvogn.

Merpris i forhold til en normal Carrera S: 2.333.623 kroner. Hvad!?! Nej, jeg overdriver ikke, det er merprisen.

Da jeg hentede bilen, stod den foran Porsches nye museum i Stuttgart og ikke hos en forhandler. Det fortæller i sig selv historien om Sport Classic. Den er nemlig et samlerobjekt. Lige så meget til udstillingslokalet som til banen. Den bliver kun produceret i 250 nummererede eksemplarer, der alle sammen er solgt. De, som har købt et eksemplar, er bilsamlere med hang til Porsche.

Men der er flere ting i Sport Classic-posen. Sådan noget du kan blære dig med nede i millionærklubben. Når de andre sidder og battler over champagnen på hestekræfter og 0-100-tider, vil du kunne lukke munden på hele selskabet, så snart du udbasunerer: ”Jaaa, men min Sport Classics sorte forlygterammer ­stammer fra 964 C4 Lightweight, og så har den læder i luftdyserne.” Hvis det ikke gør udslaget, kan du bare nævne prisen. Derefter vil du blive sat på gæstelisten til alle de fine ­arrangementer. Og så er der jo den klassiske anderumpe, der følger dig i bakspejlet overalt, hvor du kører. Den stammer oprindeligt fra halvfjerdsernes Carrera RS 2,7 og er efter min mening en af de mest charmerende spoilere, der er blevet ­fabriksmonteret på en bil.

© bilmagasinet.dk

Espressobrunt læderindtræk
Det sted, de fleste af pengene er forsvundet hen, er ­kabinen. Porsches Exclusive-afdeling, der normalt tager sig af at skræddersy løsninger til de mest krævende og rige kunder, har brugt tre år på udviklingen af Sport Classic. Afdelingen har valgt en espressobrun lædertype, som nok er lækker at røre ved, men en anelse kvalmende at se på. Det ændrer dog ikke på, at du bliver ovenud imponeret af selve håndværket.

Du finder hele tiden en ny, håndlavet detalje i en kvalitet helt oppe på Rolls-Royce- og Bentley-niveau. Sædernes midte er for ­eksempel monteret med det, der på overfladen ligner riflet vinyl. I virkeligheden er det små strimler af læder flettet sammen til noget, jeg hellere end gerne vil gå med på kroppen. Sådan da. Rundt om alle knapperne på midterkonsollen, på luftdysernes lameller, ja, selv rundt om nøglen er der håndsyet kohud. De få ikke-beklædte genstande er i metal, mens loftet er udført i lys grå alcantara.

Udendørs har ingeniørerne lavet et par skjulte detaljer. Hvis du kigger rigtig godt efter, vil du kunne spotte de to bobler i taget. Kan du ikke se det? Det kan jeg heller ikke, men Porsche påstår, at de er der. Mens forkofangeren har fået en lille underlæbe, er bagkofangeren helt ny, og den fremstår ekstremt ren og i god tråd med stilen på resten af bilen. Farven, ja, den er grå som grundmaling, og der er altså ikke meget eksklusivitet i at grundmale en bil for derefter at give den klarlak og et smart navn. Men jeg må alligevel bøje mig og indrømme, at bilen i den virkelige verden ser fantastisk ud og tiltrækker sig en god del opmærksomhed. Striberne, som er en tone mørkere i farven, er ikke lakeret på, hvilket man godt kunne forvente, når bilen koster næsten 4,4 millioner kroner.

Vandringerne mellem gear­erne er gjort endnu kortere i forhold til standardmodellen. PDK-gear er ikke en mulighed på Sport Classic. Perfekt! © bilmagasinet.dk

Elektronikken lukker lidt ned for kræfterne
Tilbage i den snedækkede skov skrider jeg stadig ud mod det metertykke træ i vejkanten. De 1.425 kg er i naturens hænder - eller hvad? Pludselig blinker ESC-knappen og minder mig om, at jeg ikke sidder i en fortids-Porsche, hvis største ønske var at gøre ens kone til enkefrue. Elektronikken lukker ned for lidt power, får bagenden tilbage på plads og mig tilbage på sporet. Let, elegant og uden det store bøvl.

På den ene side er det her en rigtig driver’s car. De ekstra millimeter, den har fået over hofterne, de brede bagdæk, differentialet og vitaminindsprøjtningen har gjort 911 marginalt bedre end en standard-Carrera S. Den kølige, grå farve, Fuchs-fælgene og spoileren har gjort den mere interessant at se på og ikke mindst givet den mere sjæl. Men det her er mere end det.

Det er rigmændenes svar på en guldkæde og bling-bling-­øreringe. Millionærens juvel, der ikke hænger i en kæde rundt om halsen, men er placeret i garagens mørke. Derfor er det med en mærkelig følelse af glæde, at jeg kan aflevere ­nøglerne til Sport Classic nummer 000 på det sted, hvor den hører hjemme: Nemlig på Porsches eget museum. Der vil den stå, hvor folk kan nyde den uden at køre den, ligesom dens 250 brødre også vil. Sport Classic er en kunstnerisk juvel, og de er som bekendt det værd, som folk er villige til at betale.

Se Claus Møller og Anders Richters flotte videoindslag med den hvide Sport Classic

Vil du have en en rendyrket 911’er, så vælg en GT3 RS. Men mangler du en bil til samlingen, er Sport Classic helt perfekt. Lyden fra sportsudstødningen er rå og tør som i gamle dage, før EU fik anskaffet sig en decibelmåler... © bilmagasinet.dk

Måske er du interesseret i...