Biltest af Peugeot 306 HDI 2,0

Peugeot 306 HDI 2,0

Diesel uden mislyde

25. november 1999 af Bilmagasinet

Af: Thorkil Sevelsted

Peugeot 306 HDI byder på en ny køreoplevelse

 

Det har i mange år været min opfattelse, at dieseldrift egner sig bedst til skibe og stationære industrimotorer.

 

En dieselmotor, der kører med konstant omdrejningstal, kan man ikke have noget imod, men ærlig talt er der ikke meget glæde ved en bilmotor, som pludselig mister kraften og begynder at ryste, hvis den ikke holdes lige i nærheden af det optimale omdrejningstal.

 

De senere års turbo-diesel-motorer med direkte indsprøjtning var både stærkere og lidt mere smidige end fortidens forkammer-diesel-motorer, men dog med tydelig dieselkarakteristik, og det er ingen behagelighed.

 

Enhver forbedring af dieselmotoren i de sidste 20 år har uvægerlig fået et antal begejstrede bilskribenter til at erklære, at nu kører en diesel omtrent som en benzin-motor, men det er ikke sandt.

 

Heller ikke den allernyeste generation med en indsprøjtningsteknik kaldet common-rail, føles som en benzinmotor. Derimod er teknikken nu blevet så god, at de seneste dieselmotorer har selvstændige dyder, som man kan lære at sætte pris på - ud over at de er billige i drift.

 

Peugeot’s HDI-motor er et fint eksempel på den nye teknik. Common-rail betyder, at dieselolien holdes under konstant højt tryk i en aflang beholder - "rail" - som befinder sig helt ude ved indsprøjtningsdyserne. Indsprøjtningstrykket er uafhængigt af motorens omdrejningstal, og både indsprøjtningstidspunktet og brændstofmængden reguleres elektronisk.

 

Den hårde diesel-banken er fjernet, fordi man har mulighed for at sprøjte en lille forladning ind i cylinderen, mens stemplet er på vej op og før den egentlig brændstofindsprøjtning. Derved bygges forbrændingstrykket gradvis op og man får en langt blødere motorgang. HDI-motoren kan også arbejde mere jævnt og kultiveret ved et lavere omdrejningstal end en gammeldags diesel, og kræfterne forsvinder heller ikke så pludseligt i den højere ende af omdrejningsskalaen.

 

Hvis man kan sammenligne en smidig benzinmotor med en pisk, der har et godt svirp i toppen, er en konventionel diesel som en stok. Den kan nok slå hårdt, men det snurrer i fingrene, hvis man ikke rammer helt rigtigt. Her kommer så HDI-motoren med en karakteristik, der snarere svarer til en gummiknippel: Der er styrke bag, men også en vis smidighed.

 

Den kan køres meget afslappet og dovent, fordi det er unødvendigt med mange gearskift, og især ved landevejs- og motorvejskørsel lærer man at sætte pris på dens overhalingsevne i højt gear. En ny oplevelse er det desuden, at man i Peugeot 306 HDI kan anlægge en energisk og sportslig kørestil uden at skulle arbejde ret meget med gearene og jage motoren op i omdrejningstal. Der er hele tiden kræfter nok til, at man med et lille tryk på speederen kan holde bilen i balance i kurverne.

 

Prøveeksemplaret var stationcar-udgaven til 200.000 kroner. Hvis man har brug for al pladsen bagi til at transportere tungt gods, er HDI-motoren en ekstra fordel, da oplevelsen ikke påvirkes synderligt af, om man har læs på eller ikke.

 

Da diesel-motorer alt andet lige vejer mere end benzinmotorer, er den slags biler normalt mere næsetunge og træge i reaktionerne end benzin-udgaverne, men 306 bærer ubesværet den nye HDI-motor og virker både levende og velafbalanceret at styre med.

 

PSA (Peugeot/Citroën) er verdens største fabrikant af dieselmotorer til personvogne og satser meget på den nye teknik. Merprisen på godt 25.000 kroner for en diesel-udgave i forhold til en 1,6 liter-benzin-udgave med næsten idntiske præstationer, skal ses i lyset af, at udstyrsniveauet er højere. Med i købet får man således el-spejle, vinduesviskere med regnsensor, velour-indtræk, og en bedre radio med fire højttalere. Desuden kører diesel-udgaven 5,5 kilometer længere på en liter brændstof.

 

Peugeot 306 HDI 2,0 Stationcar

OPBYGNING: 5-personers stationcar med motor foran og forhjulstræk. 5-trins manuel gearkasse

MOTOR: 4-cylindret række-diesel-motor, 1997ccm, 90 hk ved 40000 o/m. Maks. drejningsmoment 205 Nm ved 1900 o/m.

UNDERVOGN: McPherson forhjulsophæng. Uafhængigt baghjulsophæng med langsgående svingarme og tværgående torsionsstænger. Krængningsstabilisator for og bag

BREMSER: ABS-bremser med skiver for og bag.

DÆK: 185/65 14.

PRÆSTATIONER: Topfart 181 km/t. 0-100 km/t 13,2 sek. Benzinforbrug 19,2 km/l.

MÅL: Længde/bredde/højde: 434/169/140 cm. Akselafstand 258 cm. Bagagerum 444/1512 liter. Egenvægt 1175 kg. Tilladt totalvægt 1650 kg. Tilladt påhængsvægt med bremser 1000 kg.

UDSTYR: ABS, 4 airbags, højdejusterbart rat og førersæde, el-sidespejle med varme, regnsensor, højdejusterbare forlygter, tågeforlygter, fjernbetjent centrallås, el-ruder for, splitbagsæde, sædevarme, ratbetjent RDS-radio, tagræling.

PRIS: 199.990 kr.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen