På tur i McLaren MP4-12C

I 2012 befandt Bil Magasinets Anders Richter sig på en parkeringsplads uden for Herning. Foran ham stod en McLaren MP4-12C med 600 hk. Det blev en god dag.

7. februar 2016 af Anders Richter

Når det kommer til biler, er briternes hjerte på det rette sted. De elsker dem, de elsker at tale om dem, og de elsker at bygge dem. Helst i en hyggelig lade ude på landet, hvor de med en kop te i den ene hånd og en metalhammer i den anden skaber rullende kunstværker.

Briterne har selvfølgelig også haft en lang tradition med at masseproducere biler. Men ligegyldigt om du tænker på en storsællert som MG Metro eller en håndbygget TVR Sagaris, så har de det samme rædselsfulde ry.

Vi har set, hvordan Jaguar og Rover kæmpede med strejkende medarbejdere og dårligt samlede biler. MG endte også med at dreje nøglen om og er nu blevet overtaget af kineserne, mens Blackpool-firmaet TVR endelig har erkendt, at det ikke er nok, at en bil er hurtig, hvis den er samlet med spyt og papirclips.

Briterne er kort sagt rigtig gode til at træffe beslutning om, at de vil bygge en bil, men selve udførelsen har aldrig været deres spidskompetence. Men snakken om den skrantende britiske bilindustri stopper i dag. Lige her på en parkeringsplads uden for Herning, hvor jeg står og kigger på en hvid centermotor-sportsvogn. I min højre bukselomme ligger nøglen til briternes nyeste superbil.

Navnet er McLaren MP4-12C, og selv om det ikke lyder særligt velklingende, er vognen en skønhed for øjet. Dørene åbner op som på den hedengangne F1 og afslører et interiør i særklasse. Sætter du dig ind i en britisk bil fra 70’erne, 80’erne eller 90’erne, bliver du slemt skuffet. Også selv om der sidder en dame med englevinger i sterlingsølv på fronten.

Men den her er anderledes. Jeg sætter mig ind og mærker, hvordan den kølige blinkerstilk er hugget ud af ét stykke metal. Midterkonsollen er udformet som en blød skihopbakke og har et minimum af knapper.

Og så er der rattet. Præcist modeleret til at passe Lewis Hamiltons hænder, og selv om han er et par centimeter kortere end undertegnede, så deler vi heldigvis størrelse på vores håndflader. Jeg hiver døren ned, trykker på startknappen, og den 3,8-liters biturbo-motor sender en rumlen ud på parkeringspladsen i skoven.

En familie på søndagsudflugt har stillet sig op for at kigge, og de er tydeligvis lige så betaget af den smukke brite som jeg. Forståeligt nok, for designet på den nye McLaren er lige så tidsløst som på den gamle F1'er.

Jeg forlader den asfalterede plads roligt og ubesværet, mens dobbeltkoblingsgearkassen får det til at føles som om, jeg sidder i en VW Golf. Udsynet er perfekt, da du sidder langt fremme i karrossen, og du kan rent faktisk se noget i bakspejlet i modsætning til i andre superbiler. Hele bilen føles rolig, velbygget men også en smule kønsløs. Lige indtil jeg trykker på sportknappen.

McLaren har ikke nogen lang historie bag sig med at bygge gadebiler. Vi kender firmaet for dets deltagelse i motorsport, men kun meget få gange har briterne formået at omsætte deres knowhow til et køretøj, du kan sætte på plader. I modsætning til hvad de fleste tror, hedder den allerførste McLaren-gadebil ikke F1 men i stedet M6GT.

Bilen blev bygget i slutningen af 60’erne i håbet om, at den kunne blive verdens hurtigste gadebil. Bag projektet stod racerkører, teamejer og ingeniør Bruce McLaren. Målet var at bygge 250 stk. til gaden. Hurtigt fik de flettet en prototype sammen, som Bruce selv brugte som testbænk og dagligt køretøj. Udstyret med en Chevy V8 på 5,7 liter med en effekt på næsten 400 hk og en vægt på lige over 700 kg ville den uden tvivl have taget rekorden dengang. Det kom dog aldrig til at ske.

En kølig vintermorgen den 2. januar 1970 på Goodwood-banen kørte Bruce McLaren sig selv i døden under en testkørsel af teamets Can-Am racer. Med sig i døden tog han projekt M6GT, som ikke kunne leve videre uden ham.

Racerteamet bestod, og først 18 år senere kom en gadebil igen på tale. Efter Italiens Grand Prix i 1988, det eneste løb det år som McLaren-teamet tabte, stod to personer i en lufthavn og ventede på et fly hjem til England.

Den ene herre var Ron Dennis, leder af McLaren-teamet, og den anden hed Gordon Murray, designer og bilnørd. Lige dér blev idéen om en ny banebrydende superbil udklækket, og lige dér startede en ny æra i automobilverdenen.

Jeg klikker et par gange i den venstre pal, der ligesom i McLarens formel-1 racer er et støbt i ét stykke, så den højre pal bevæger sig modsat. Omdrejningerne stiger, mens trykket opbygges i de to turboer. Jeg presser kun speederen halvt ned, eftersom vejen er våd, og jeg ikke har lyst til at blive dansker nummer to til at kvadre en MP4-12C.

På trods af min lette speederfod stiger farten usædvanligt hurtigt. På få sekunder går den fra 60 til 110 km/t, og eftersom bilen føles solidt plantet, trykker jeg et par centimer ekstra ned på den lille skulptur af en pedal. Videofotograf Claus Møller gemmer sig i buskene langs vejen, og efter et par gange frem og tilbage får jeg mere blod på tanden.

Lyden fra V8'eren bliver grovere i kabinen, de 600 hk brøler i skoven, mens den vanvittige acceleration giver mig en slags tunnelsyn uden afbrydelser, da gearkassen kaster udvekslingerne ind, hurtigere end jeg kan nå at opfatte.

Efter 800 m skæver jeg til speedometeret og får et chok, da jeg ser tallet. Af frygt for sure præster og et retsligt efterspil har jeg ikke lyst til at gengive den præcise hastighed på skrift, men jeg kan afsløre, at det første tal rimer på bo og det andet på tørre.

Efter lidt mere kørsel vender vi snuden mod bagsiden af Herning Messecenter, hvor der venligst er blevet stillet en lille bane til rådighed. Alle svingene er skarpe 90-graders, og på langsiden er der rig mulighed for at komme over 200 km/t. Hvilket jeg jo slet ikke har stiftet bekendtskab endnu.

Hele undervognen på MP4-12C er én stor computer. Der er ingen krængningsstabilisatorer, de er i stedet erstattet af elektronik, og derfor er der heller ingen grund til at slå bilens systemer fra. Den her bil er bygget til at beholde hjælpemidlerne på, og jeg tør vædde med, at der ikke findes en racerkører, som kan køre den hurtigere rundt på en bane uden systemerne end med dem slået til.

Jeg klikker den lille knap på midterkonsollen over i Track-mode og begynder at give den mere og mere gas gennem svingene. Presser du den hårdt, kan du tydeligt mærke en snert af understyring på vej ind i svinget, men massér gasspjældet, og du får en perfekt smule overstyring ud ad svinget.

Du føler, du selv styrer det, men i virkeligheden er det faktisk bilens computere, der holder dig i snor. Jo flere runder, jo højere hastigheder, og jo mere bliver jeg vild med oplevelsen af fart i denne britiske sportsvogn.

Da McLaren for alvor brød igennem med en gadebil, blev det med F1-modellen. Bilen, der stadig står i manges bevidsthed som værende det køretøj, der fra den ene dag til den anden skabte en helt ny liga inden for superbiler.

Gordon Murray, designer Peter Stevens, Ron Dennis og et helt team af ingeniører havde skabt et sandt vidunder. En omdrejningsvillig V12-motor fra BMW blandet med en karrosse lavet af de letteste materialer og en høj gearing gjorde McLaren F1 til verdens hurtigste bil.

I 1993, 24 år efter Bruce McLarens død, blev hans gamle mål endeligt opfyldt, da den tredje prototype af McLaren F1, som i dag ejes af Gordon Murray, med 372 km/t satte verdensrekord på Nardo-banen i Italien.

Det bliver hurtigt tydeligt, at MP4-12C ikke er banebrydende i den forstand, at den hæver niveauet for klassen af supersportsvogne. Kritikere mener, at Ferrari’s 458 Italia er mindst lige så velkørende, sjovere og ikke mindst hurtigere rundt på en bane. Så at superbilerne er blevet hurtigere, er nok mere den stejlende hingsts fortjeneste.

Men betyder det så, at McLaren har fejlet? På ingen måde. McLaren er endelig tilbage på landkortet, og om de højere magter vil, bliver der i de kommende år spyttet endnu flere vilde projekter ud fra den imponerende fabrik i Woking.

Med en bil som F1 i bagagen ved fabrikken udmærket, hvad der skal til for at blive bemærket. At dømme ud fra deres fabrikshaller og samlemetoder ved de også godt, hvordan man kan bygge noget, der faktisk kan holde til at blive brugt.

Forhåbentlig vil McLaren fortsætte sin fremgang, så vi i fremtiden igen kan se op til den britiske bilindustri i stedet for at tage os til hovedet. I førersædet af den nye MP4-12C står det i hvert fald klart, at resten af verden igen skal til at frygte engelske biler.

Fra Bil Magasinet nr. 247, april 2012

Måske er du interesseret i...