Biltest af Opel Vectra 3,2 V6 GTS Elegance Aut.

Opel Vectra 3,2 V6 GTS Elegance Aut.

Opels selvmodsigelse

20. marts 2003 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Topmodellen i Vectra-serien er mere end en Vectra med stor motor. Det er noget så sjældent som en sporty Opel

EN SPORTY OPEL? Det lyder som en selvmodsigelse. Især når vi taler om en Vectra. Men den nye Vectra GTS er på mange måder en ny Opel.
Hidtil har Opel altid gjort det godt i de billige husmands-versioner, mens gevinsten ved at vælge de dyre og motorstærke varianter – næsten uanset model – har været til at overse. Men med den nye Vectra er der vendt op og ned på det billede. Med den er der – på bedste VW-manér – forholdsvis mere at hente ved at vælge de dyre modeller. Og topmodellen – den er rigtig god.

GTS hedder den og kendetegnes ved at være Vectra-modellens femdørs-variant. Men med bilens ekstra, store hækdør følger også en anden og strammere undervogn end på den kendte firedørs-sedan, og det er en stor gevinst for Vectraen, selv om sammenhængen mellem sporty undervogn og fem døre er svær at forstå. Den strammere undervogn sikrer nemlig også bedre føling med det ellers lidt slatne styretøj, og derudover har Opel Vectra GTS bedre kontrol over bagenden, som ellers godt kan være lidt løs på sedan-modellen.

Når Opel tilmed kombinerer den nuvundne køredynamik med en 3,2-liters V6-motor på 211 hk, får man en bil, der optræder med stor selvtillid og kompetance. Pres den hvor som helst og når som helst, og den stiller op til mere uden at kny. Det gælder motoren, det gælder undervognens dynamik, og det gælder også dit arbejde bag rattet.

Den er faktisk blandt de kraftigste Opel-modeller nogensinde – koncept-Omegaen med Corvette-motor blev som bekendt aldrig til andet end et koncept – men Vectraen tøjler effekten så godt, at der er plads til mere.
Testbilen var udstyret med Opels nye femtrins, elektronisk-styrede automatgear, og selv om det fungerer godt, er det synd for bilen (og det koster 40.000 kr. ekstra).
Kabinen udstråler lidt mere sport, end man er vant til i en Opel. Det skyldes dels de lækre, skålformede dellædersæder, men også den flotte finish på kabinens frontpanel, der fremstår i platin-look.

Og så er der prisen. En Vectra til 464.494 kroner kan næppe kaldes billig, men i betragtning af en topfart på 248 km/t. og 0-100 km/t. på under 7,5 sekunder er den billig i forhold til konkurrenterne, som eksempelvis er Ford Mondeo ST220. Den koster hele 100.000 kr. mere.

Opel Vectra 3,2 V6 GTS Elegance Aut.

Tekniske data: V6, 3.175 cm3, 24V. Ydelse: 211 hk ved 6.000 o/min, 300 Nm ved 3.800 o/min. 0-100 km/t.: 7,5 sek. Topfart: 248 km/t. EU-miks: 9,9 km/l. Årlig ejerafgift: 6.480 kr.
Totaløkonomi: Nyvognsprisen er så rimelig, at afskrivningen også bliver det. Efter tre år og 50.000 km vil Opel Vectra 3,2 V6 GTS Elegance have tabt 38 procent (ca. 177.000 kr.)
Reservedelsindeks: 149
Service ekskl. materialer:
Ikke oplyst af Opel før deadline
Pris: 464.494 kr.

Vi synes...Kompetent Opel, der giver håb for mærket

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen