En økonomisk familie­flytter med en motor, der bare ikke har power nok til
at sætte skub i
de knap 1,5 ton bil

Mercedes-Benz B160 CDi

Renault-motoriseret Mercedes

2. juli 2014 af Christian Richter

Egentlig er den lille 1,5-liters dieselmotor fra Renault en ganske fin sag med rimelige mængder trækkraft fra lave omdrejninger. Men med beskedne 90 hestekræfter til 1.435 kg Mercedes B-klasse kommer den altså gevaldigt til kort. Denne bil føles umanerligt sløv, og der skal konstant arbejdes med den ellers ganske lækre 6-trins gearkasse. Den anæmiske oplevelse harmonerer ret skidt med den store stjerne på fronten, som normalt forbindes med et minimum af motormæssig potens.

Men naturligvis er der også en gevinst ved at køre med den lille motor - brændstoføkonomien er nemlig yderst fornuftig med op til 24,4 km/l. Den tanke kan man så nå at glæde sig over adskillige gange, mens man venter på, at bilen kører fra 0 til 100 km/t på 14,0 sekunder.

Når det er sagt, så er det en særdeles velkørende lille MPV, Mercedes har skruet sammen. Undervognen tackler ujævnheder med et komfortniveau, der er højt for klassen, ligesom kabinekvalitet og -indretning er en fornøjelse i det daglige. Pladsforholdene er også rimelige i den høje kabine, og bagagerummet sluger 486 liter med alle sæder på plads.

Trods flere gode takter er en startpris på 356.000 kr. dog lidt af en hæmsko i denne klasse, hvor en bil som Citroën C4 Picasso leverer en bedre og større pakke til en lavere pris.

 

Mercedes-Benz B160 CDi
Pris 356.700 kr.
Motor R4, 1.460 cm3, 8V, turbodiesel
Ydelse 90 hk ved 4.000 o/min | 220 Nm ved 1.750 o/min | Topfart 180 km/t
0-100 km/t 14,0 sek. | EU-miks 24,4 km/l

Måske er du interesseret i...