Biltest af Mercedes A 190
Biltest af Mercedes A 190 © bilmagasinet.dk

Mercedes A 190

Med sport i sindet

16. december 1999 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & Thomas Hjortshøj

Med 125 hk bliver A-klassen hurtig. Men mini-Mercedesen er kun sporty af sind

A-klassen er en evig kilde til motorjournalistiske hovedbrud. Heldigvis ikke i bogstavelig forstand, for selv om A-klassen fik en tumultagtig start på livet, hører den i dag til blandt de sikreste biler i klassen. Det journalistiske problem består derimod i, at bilen nøgternt betragtet lider under nogle indlysende svagheder, som burde tages seriøst. Men i praksis ser vi bort fra dem, fordi vi overfaldes af bilens anderledes, tuttenuttede charme.

I Bil Magasinets dieseltest (BM 10/99) fik A170 CDI kærligheden at føle i forhold til nogle af klassens mest populære biler. A-klassen er alsidig, praktisk og byder på fremragende adgang. Men den er lille også mindre end Mercedes-Benz selv vil være ved.

Førerpladsen er ikke optimal, og i en objektiv sammenligning med fire konkurrenter måtte Mercedesen nøjes med en sidsteplads.

Et af de steder, hvor A-klassen bliver overhalet af mere konventionelle kon-kurrenter, er på dynamikken. Takket være ESP-systemet er A-klassen meget sikker, men en del af køreglæden bortfalder i samme ombæring. ESP-systemet skrider tidligt ind og tæmmer bilens reaktioner til døde.
Hermed burde begrebet en sporty A-klasse være aflivet. Alligevel sidder jeg med Hakkinen-fornemmelser i maven, kort tid efter jeg har sat mig bag rattet af en A190. En del af denne finske åbenbaring kommer af fartfornemmelsen. 125 hk lyder ikke voldsomt, men når 125 hk har under 1.000 kg at trække på, klares 0-100 km/t på 8,8 sekunder, og så føles A-klassen pludselig kvik.

Den specielle, aflange form, som er påkrævet for at få plads til motoren under bilens dobbeltgulv, gør, at A-maskinen nøjes med otte ventiler. Men den opfører sig udpræget 16V-agtigt. Det meste af effekten kommer til verden i toppen af omdrejningsfeltet. Desuden kører A190 på 16-tommer-hjul.

Der er masser af detaljer, som bidrager til en spændende og sporty køreoplevelse i denne bil, selv om de rager ud over den sunde fornuft. Jeg indrømmer, at det er svært at argumentere for det ude i det virkelige liv, men hvis jeg skulle vælge mellem en A190 og en Audi A3 1,8T, tog jeg altså A-klassen.

Mercedes-Benz A190 289.000 kr.

Tekniske data
R4, 1.898 cm3, 8V OK-H. Ydelse: 125 hk ved 5.500 o/min. 180 Nm ved 4.000 o/min. Topfart: 198 km/t. 0-100 km/t: 8,8 sek. EU-mix: 13,1 km/l. Årlig afgift: 3.060 kr.

Totaløkonomi:
A-klassen er stadig eftertragtet og holder prisen godt, men den dyre udgave koster ekstra på afskrivningen. Efter tre år og 50.000 km har Mercedes-Benz A-klasse mistet 95.000 kroner. (33 procent)
Reservedelsindeks: 76
Service ekskl. materialer:
Ingen faste eftersyn. Eftersyn ifølge service-indikator (ASSYST-system)

Vi synes:
Vi føler en irrationel begejstring for chamøren

Måske er du interesseret i...