Biltest af Jeep Grand Cherokee 4,7 Limited
Biltest af Jeep Grand Cherokee 4,7 Limited © bilmagasinet.dk

Jeep Grand Cherokee 4,7 Limited

Jeep til overflod

23. marts 2000 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager

Den store Jeep Grand Cherokee har meget - for meget

BLIVER MAN LYKKELIGERE af flere penge? Næppe. Bliver man gladere af flere hestekræfter? Ikke nødvendigvis. For det er med hestekræfter som med penge: De redder ikke en dårlig dag, men de er meget rare at have.

Sådan er det også med Jeep Grand Cherokee 4,7. Den store V8-motor sikrer beskedne 30 hk mere end i versionen med 4,0-liters, sekscylindret rækkemotor. En momentforøgelse på næsten 100 Nm fra 295 Nm ved 3.050 o/min i den sekscylindrede til 390 Nm ved 3.200 o/min i den ottecylindrede lyder imponerende.

Men motorforskellen er mere hørbar end mærkbar. Motormæssigt er V8-versionen faktisk lidt af en skuffelse. Efter stortesten af basis-modellen i BM 8/99 var forventningerne i hvert fald skruet for højt op.

Men motoren er også kun en del af forklaringen på den store prisforskel mellem Grand Cherokee 4,0 Laredo til 609.997 kr. og 4,7 Limited til 799.000 kr. En anden væsentlig årsag finder du bag motoren. For mens basismodellen nøjes med ét mekanisk differentiale mellem for- og bagakslerne, så har topmodellen hele tre mekaniske spærre-differentialer, som automatisk låser alle fire hjul sammen, hvis terrænet kræver det. Jeep kalder systemet for Quadra-Drive.

Det er givetvis en vanvittigt dyr løsning i forhold til de elektroniske spær, som Mercedes-Benz ML og Land Rover Discovery nu benytter. Men for en entusiast er det den rigtige løsning. På sneglat vej tillader alle tre differentialer et vist slip, hvilket betyder, at du kan opleve alle fire hjul kaste sne bagud, når du accelererer. På tør vej opleves differentialer først og fremmest som en dramatisk traktion ved hurtig start.

Quadra-Drive giver en del mekanisk støj og en stor venderadius. Men for de ekstra 189.000 kr. får du altså V8-motoren samt en udstyrsliste, der omfatter læderindtræk, komplet el-pakke inklusive el-foldespejle, el-forstole med memory og meget mere.
Spørgsmålet er så, hvor meget brug du har for Quadra-Drive? Næppe nok til at retfærdiggøre prisforskellen.

Jeep Grand Cherokee 4,7 Limited 799.000 kr.

Tekniske data
Motor: V8, 4.706 cm3, 16V. Ydelse: 220 hk ved 4.700 o/min. 390 Nm ved 3.200 o/min. 0-100 km/t: 10,9 sek. Topfart: 196 km/t. EU-mix: 6,4 km/l. Årlig afgift: 10.520 kr.

Totaløkonomi:
Jeep Grand Cherooke 4,7 er en dyr bil med dyrt udstyr. Afskrivningen bliver stor: Efter tre år og 50.000 km har den tabt ca. 400.000 kroner (50 pct.).
Reservedelsindeks: 206
Service ekskl. materialer:
12.000 km: 858 kr.
40.000 km: 980 kr.
60.000 km: 858 kr.

Vi synes:
Veludstyret, så det grænser til det ekstravagante

Måske er du interesseret i...