Biltest af Hyundai Sonata 2,0 GLS

Hyundai Sonata 2,0 GLS

Artige Sonata

13. november 2006 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Billigste Sonata gør den dyreste overflødig

Da Hyundai introducerede den nye Sonata i 2005, var det med en nykonstrueret firecylindret 2,4 liters motor med 161 hk, som de var ikke så lidt stolte af. De første test viste dog, at den større V6-version var en langt mere homogén løsning.

Nu følger så en version med den gamle to-liters motor, som klart også gør det bedre end 2,4’eren. 2,0-motoren yder 17 hk mindre, men det mærkes ganske enkelt ikke, primært fordi 2,4’eren ikke rigtig bryder sig om at blive kørt ud i gearene. Motoren larmer, og man skifter gear længe før omdrejningsbegrænseren sætter ind, hvorved man heller ikke får glæde af de 161 hestekræfter, som topper ved 5.800 omdrejninger. To-liters versionen har ganske vist 30 Nm mindre moment ved samme 4.250 omdrejninger som 2,4, men kraftudfoldelsen passer meget bedre til den udpræget komfortable bil.

Hyundai har måske indset problemet, allerede inden Sonata 2,0 blev introduceret, for reelt er der kun 10.000 kr. til forskel på de to varianter. 2,4 har dog GLS-udstyr som standard, men det koster blot 10.000 kr. til 2,0 og omfatter klimaautomatik, alufælge, sædevarme, kopholder bagi, multijusterbart læderrat, lædergearknop, kørecomputer, tågelygter foran samt nogle udvendige kromlister. Men som de to motorer arbejder, er 2,0 det bedste køb uanset pris.

Generelt er Sonata ikke en ”drivers car”. Man får ikke megen fornøjelse af at rive den rundt på en øde, snoet sognevej. Til gengæld er den konservativt designet uden at skræmme nogen væk, komfortabel, rummelig, brugbar og veludstyret til prisen. Her er tre års fuld garanti uanset kilometertal, ESP er standard, og udstyret fornuftigt, især i GLS-version.

Og som firmabil er den Sonata 2,0 interessant som alternativ til mindre biler som Peugeot 307, Ford Focus og Opel Astra.

HYUNDAI SONATA 2,0 GLS
Motor R4, 1.998 cm, 16V
Ydelse 144 hk ved 6.000 o/min
189 Nm ved 4.250 o/min
0-100 km/t. 10,5 sek.
Topfart 205 km/t.
Forbrug EU-miks 12,5 km/l
Årlig ejerafgift 3.500 kr.
Vægt/last/påhæng 1.454/575/1.700 kg
Mål (L/B/H) 480/183/148 cm
Bagagerum 523 liter
Dæk 215/60R16V
Værditab 3 år/60.000 km ca. 85.000 kr. (35 pct.)
Reservedelsindeks 154
Pris 249.995 kr.
Pris u/afgifter 91.949 kr.

VI SYNES…Komfortabel sedan, der giver megen bil for pengene. 2,0 er mest vellykket, men Sonata truer ikke den etablerede mellemklasse.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen