 Det er set før, men i det daglige er det altså ret genialt at kunne åbne bagklappen med et spark under kofangeren.

Ford Kuga 2,0 TDCI Titanium 4X4 Powershift

Et kærligt spark i r...

1. april 2014 af Christian Richter

Vinteren har igen forvandlet den danske asfalt til noget, der er mere hullet end en grusvej i Sibirien. Her er det fantastisk med en SUV, der kan udglatte bump og ujævnheder. Sådan en bil er den seneste generation af Ford Kuga. Men på trods af at den er høj og komfortabel at køre i, rummer bilen stadig fine køreegenskaber samt et præcist og meddelsomt styretøj, som Ford har for vane at lave det.

Naturligvis er der noget mere bevægelse i den højbenede Kuga end i den Ford Focus, den er baseret på, men der er en god balance mellem den komfort, man forventer i en SUV, og de gode køreegenskaber.

 

Ford satser i stigende grad på at sælge de samme bilmodeller over hele verden, og det gælder også Kuga. Måske er det derfor, man kan vælge så mageligt et stykke udstyr som en bagklap, der kan åbnes nøglefrit med et spark under bagkofangeren. Enormt smart, når man har favnen fuld af tasker eller varer, men det koster stadig 12.500 kr. som ekstraudstyr. Sparker du i stedet til speederen, må du hellere forberede dig selv og passagererne på en gyngetur. For når første gear lægges ind, og motoren sender 320 Nm ud til de fire trækkende hjul, kvitterer power­shift-dobbeltkoblingsgearkassen med en tilkobling, der er vel grov. Glidende kørsel kræver altså en anden ro i højrefoden, end man måske er vant til. Motorlyden fra den 140-hestes diesel virker også lidt grov, men den trækker fint. Med en vægt på lige over 1.700 kg er Kuga dog ikke nogen hurtigløber. Kabinen er et rart sted at opholde sig, men bagagerummet er mindre end i f.eks. en Mazda CX-5, som gør meget af det samme som Kuga mindst lige så godt - hos Mazda får du bare en 175-hestes diesel med topudstyr samt automatgear og sparer stadig 10.000 kr.

 

Ford Kuga 2,0 TDCI Titanium 4X4 Powershift

Pris: 527.500 kr.
Motor: R4, 1.997 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse: 140 hk ved 3.750 o/min | 320 Nm ved 1.750 o/min
Topfart: 187 km/t
0-100 km/t: 11,2 sek.
EU-miks: 16,1 km/l

Er du interesseret i en ny Ford Kuga? Få 3 gode tilbud på den her

Måske er du interesseret i...