Biltest af Ford Fiesta 1,6 Trend

Ford Fiesta 1,6 Trend

KLASSENS SJOVE DRENG

26. august 2002

Af: John Sørensen

Ford Fiesta holder liv i den køreglade minibil. Tøm kontoen og køb en forklædt GTI

Det var på høje tid, at der kom en ny Ford Fiesta. Den gamle model er stille gået bort i den høje alder af 12 år. I mellemtiden har Ford Focus og den nye Mondeo udviklet sig til deres respektive klassers målestok for køre-glæde. Så der er helt klart fyret op i forventnings-kakkelovnen, hvad angår Fiesta 2003.

Men første indtryk er ikke lovende: Den nye Fiesta er den hidtil tammeste tolkning af Fords ellers så nyskabende New Edge design. Kort sagt sådan lidt småkedelig og helt uinteressant, hvis du er til frække linier. Især forekommer den foreløbige fem-dørs hatch-model så anonym, at det gør lidt ondt på en bil-entusiast og gammel Ford-mand som mig, der engang købte en Sierra af bar benovelse. Men så var det, at jeg fik stillet sådan et lille rødt bæst for døren. Og når det er dig selv, der har fat i tændingsnøglen, så oplever du Fiesta fra en helt anden side.

Naturligvis er Ford Fiesta anno 2003 blevet større, sikrere og alt det der, markedet nu kræver. Men er du til køreglæde i kompakte omgivelser, så er der masser at gå efter i den nye Fiesta. Især når der er en 1600-motor med 100 heste under hjelmen.

Er bilen lidt selvudslettende at se på, så opvejes det i høj grad af den køreglade lille sprinter, der er puttet indeni. Med skam at melde var det faktisk min kone, der udtrykte det allerbedst:

"Den her bil får lov at være minibil," som det kære væsen udtrykte det.
Og det blev sagt i den allerbedste mening. For det handler om livlig motorrespons, kontante reaktioner fra styretøj og undervogn og ikke mindst en herlig snerren fra maskinen, når du fyrer til den nye Fiesta. Når du så ovenikøbet har fat i et klik-klik gearskifte af bedste skuffe, så spiller det. Tag for eksempel en tur i Peugeots ellers ret sportslige 206 S16, så mærker du forskellen på et perfekt gearskifte (læs: Fordens) og franskmandens langt mere upræcise skiftekulisse.

Undervognen er stram, der er bid i bremserne, og du sidder lige op-og-ned, som mange rallykørere foretrækker det. Kigger du kabinen efter i detaljen, er den ikke helt på VW Polo-niveau i materialevalg, og rattet kan ikke længdejusteres. Trend-udstyret i 1,6´eren er pænt med CD-radio, centrallås, sædevarme og el-ruder/spejle på listen.

Køber du Fiesta til at pendle i, så vær klar over, at bilen støjer ved højere hastigheder. Ikke ubehageligt, men heller ikke til at ignorere. Der er ellers filtmåtter i bagskærmene til støjdæmpning, men de rustsamlere skal alligevel erstattes af inderskærme.

Men du skal prioritere køreglæde højest, hvis du vælger Fiesta. Som lille familiebil er den fem-dørs Fiesta rimelig rummelig og anvendelig, men er du single eller rummer familien kun to personer, så vent på den tre-dørs Fiesta, der kommer senere.

Køb den 100 hestes udgave, giv den et sæt frække hjul og tilføj karrossen lidt styling - så har du en mini-GTI, der virkelig er klassens sjove dreng til en fornuftig forsikringspræmie.

Problemet er bare, at prisen – selvfølgelig - er løbet en smule fra fornuften i at købe en ny Fiesta 1,6 16V. Ihvertfald som fem-dørs, hvor der forlanges 189.900 kr. for den 100-hestes krudtugle. Det er en svær pris at gå på markedet med, når Peugeot kan sælge deres 206 GTI med 135 heste til stort set de samme penge.

Den eneste trøst er, at kan du vente til januar 2003, så kommer den nye Fiesta som tre-dørs til en noget lavere pris - et gæt lyder på 10.000 mindre end den fem-dørs.

Ford Fiesta 1,6 Trend

Tekniske data: Motor: R4, 1.596 cm3, 16V
Ydelse: 100 hk. v/ 6.000 o/min., 143 Nm v/ 4.000 o/min. 0-100 km/t: 10,8 sek. Topfart: 185 km/t. EU-mix: 15,2 km/l. Årlig afgift: 2.520 kr.
Totaløkonomi: Der har været stille omkring Ford Fiesta i de seneste år. Men navnet er ikke glemt, og den nye er interessant. Nyprisen på 1,6 er lidt pebret, og det koster ekstra. Efter tre år og 50.000 km. er bilen faldet 72.000 kr. = 38 pct.
Reservedelsindeks: 99
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 1.015,70 kr.
40.000 km: 1.015,70 kr.
60.000 km: 1.354,25 kr.
Pris: 189.900 kr.

Vi synes...Fiesta styrer bare bedre. Var priserne i orden, ryddede Ford bordet i klassen.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen