VW Polo GTI interiør

Første test: VW Polo GTI på budget

VW trodser trenden og øger motorens slagvolumen i Polo GTI til 2 liter, så den nu yder 200 hk. Vi prøver, om resten af bilen kan følge med.

11. december 2017 af Jacob Dalby
VW Polo GTI forfra

Hvor er vi?

Volkswagen har inviteret os til den snørklede Mallorca Circuit lige udenfor Palma til præsentationen af den nye Polo GTI – men faktisk er det ikke her, at den finder sig bedst til rette.

Hvad er nyt?

Først og fremmest er den nye Polo GTI bygget på Volkswagens nye platform med den tekniske betegnelse MQB A0. Det betyder mere plads og i det hele taget en følelse af krympet Volkswagen Golf. Det samme gælder motoren på nu 2 liter, stadig med turbo, der også er fra Golf GTI, men i en mindre kraftig udgave med 200 hk. 

Sammen med den lave vægt giver det en solid 0-100 km/t-tid på 6,7 sekunder med 6-trins DSG-gearkasse, som i øvrigt vil være eneste mulighed ved introduktionen. Senere i 2018 kommer Polo GTI også med manuelt gear.

Hvem er konkurrenterne?

De nu aldrende rivaler Ford Fiesta ST og Peugeot 208 GTi. Specielt sammenlignet med disse kommer den sande identitet frem hos Polo GTI, der i klassen for små kvikke biler hurtigt bliver det voksne valg. Ikke mindst på grund af det lidt tilbageholdende design, men især på grund af køreegenskaberne.

VW Polo GTI fra siden

Hvordan kører den da?

Polo GTI kan vælges med 2 forskellige undervogne. Sportsundervognen, der er sænket 15 mm i forhold til den almindelige Polo, og Sport Select-undervognen med aktive dæmpere, hvor vi har mulighed for at sætte den op til enten Normal eller Sport. I begge køreindstillinger er der overskud af vejgreb i forhjulene, der med stor selvsikkerhed styrer ind i svinget og griber forbavsende godt frem for at skruppe henover forhjulene. Selvom vi presser den rundt i rundkørslerne kvitterer Polo GTI med overskud og præcision. Samtidig, ved helt almindelig kørsel, er Polo GTI både komfortabel og raffineret.

Det er først rundt på den lille Mallorca Circuit, at styretøjet kommer til at virke en lille smule kedeligt. Polo GTI har ikke samme legesyge karakter som for eksempel Ford Fiesta ST og kommer hurtigt til at føles meget voksen. Ved dagligt brug er Polo GTI til gengæld mere kompetent end nogensinde.

Hvornår lanceres den?

Volkswagen Polo kan leveres fra februar 2018 og starter på 274.997 kr. med 6-trins DSG-gear.

Vi synes…

Med Polo GTI får du mere bil end hos konkurrenterne. Den vinder på komfort, kvalitet og raffinement og er samtidig teknisk overlegen. Til gengæld går Polo GTI lidt på kompromis med sjovhedsfaktoren.

VW Polo GTI bagfra

Måske er du interesseret i...