Første test: Vi kører on- og offroad i Mercedes' mindste SUV

Motorprogrammet er udvidet, og designet har fået en mindre overhaling. Her kan du læse vores førstehåndsindtryk af den opdaterede Mercedes-Benz GLA.

11. april 2017 af Jacob Dalby

Hvor er vi?

Budapest, Ungarn

Hvad sker der i Budapest?

Bil Magasinet er inviteret til Budapest af Mercedes Benz for at køre hele rækken af deres compact cars - hovedattraktionen er dog faceliftet af deres mindste SUV; Mercedes GLA.

Mercedes har gjort GLA en anelse mere muskuløs at se på med en ny grill, nye fælge og LED-lygter som erstatning for de gamle xenon-lygter. Indenfor er der kommet nyt stof på sæderne, og så er luftdyserne blevet mere robuste. Det giver en lille smule mere SUV-følelse end forgængeren.

Der er også kommet et ekstra valg til motorprogrammet; GLA 220 4MATIC er en 2-liters benziner med 184 hk og firehjulstræk. Den er placeret lige under GLA 250, som har 211 hk.

Hvem er konkurrenterne?

Klassen for små SUV’er er vokset i takt med efterspørgslen. GLA kæmper om kunderne imod BMW X1, Audi Q3 og Range Rover Evoque.

En 2-liters diesel med 136 hk koster DKK 478.800. Sammenlignet med de nærmeste konkurrenter, der dog alle har 150 hk med tilsvarende 2-liters dieselmotor, koster Evoque 611.900, X1 koster 537.100 og for Q3 skal du af med 478.800 kroner.

Hvornår lanceres den?

Den er på gaden nu og kan findes hos din lokale Mercedes Benz-forhandler i dag.

Hvordan kører den?

GLA er god til de små udfordringer uden for asfalten takket være off-road undervognen. Den er standard og giver 30 mm højere frihøjde. Der er ikke den store forskel at mærke fra A-klassen til GLA på landevejen.

Du kan også vælge AMG-versionen af GLA, der modsat er sænket 15 mm. Den kommer med samme 2-liters benzinmotor med 381 hk og 450 nm fra den almindelige A-klasse. Selvom GLA er en lille SUV fungerer det overraskende godt. Motoren er sjov og trækker godt – og så får du endda ekstra plads på bagsæderne og i bagagerummet sammenlignet med den mindre A-klasse.

Vi synes…

GLA klarer fint mere eller mindre udfordrende terræn uden for asfalten, men faktisk er GLA mere komplet i AMG-versionen. Det er en attraktiv lille pakke.

Måske er du interesseret i...