Første test-km i den nye Volvo XC60 på veje omkring Barcelona

© Bil Magasinet

FØRSTE TEST: Ny Volvo XC60 er større, sikrere og mere lækker

Efter ni år på markedet er Volvo klar med en ny generation af deres bedst sælgende model XC60. Vi kører første tur i den luksuriøse SUV, som Volvo kalder sin sikreste bil nogensinde.

25. maj 2017 af Søren Juul

Hvor?

Vi er taget til Barcelona lufthavn for at køre den nye Volvo XC60. Ruten byder på motorvej med fin, jævn asfalt, såvel som snoede bjergveje, hvor undervognen får lov at arbejde lidt hårdere. 

Volvo XC60 D5 AWD Inscription i Barcelona lufthavn

Hvad er nyt?

Efter ni år med den gamle, men stadig storsælgende XC60, er Volvo startet på en frisk med dens afløser. Den bygger på samme modulære platform, som Volvo indførte i 2013 og indtil nu har bygget den 7-pers. SUV XC90 samt luksussedanen/herregårdsvognen S90/V90 på. Rent fysisk er XC60 blevet længere, lavere og breddere, mens akselafstanden er øget markant. Det har gjort kabinen mere rummelig, særligt på bagsædet.

I motorrummet ligger Volvos egne 4-cylindrede Drive-E benzin- og dieselmotorer, der ved hjælp af turbo, turbo/kompressor eller turbo/kompressor/elmotor yder fra 190 til 407 hk. Alle modeller har firehjulstræk, men senere kommer XC60 med forhjulstræk og svagere motorer.

Endelig kan XC60 fås med hele Volvo’s sortiment sikkerhedsudstyr. Det er til lejligheden opgraderet med yderligere tre systemer for at komme nærmere ambitionen om, at ingen skal dø eller komme alvorligt til skade i en Volvo i 2020. Eksempler: XC60 styrer selv retur, hvis man er ved at skifte til en i forvejen optaget vognbane. Den hjælper også med at trække ind til højre, hvis man har lagt sig ud i en overhaling og har overset en modkørende. Endelig kan den hjælpe med at styre udenom en forhindring, hvis det er for sent at bremse.  

Der er masser af luft, læder og komfort i XC60-kabinen, der minder om den du finder i XC90. Her er dog kun plads til fem personer. 

Hvordan kører den?

Vi har testet en D5 AWD med 235 diesel-hk samt en T6 AWD med 320 benzin-hk. Begge to leverer rigeligt med skub i ryggen, når man kører på motorvejen og gerne vil afsted i et rask tempo. Komforten er udsøgt takket være en god støjisolering, uanset motorvalg og en undervogn, der både formår at være retningsstabil og absorbere ujævnheder til UG. Umiddelbart virker XC60 mere komfortabel end f.eks. Volvo S90, men vi kun har testet XC60 med luftundervogn, der ikke er standardudstyr.

På udfordrende bjergvejene kører XC60 præcist og behageligt, men vil du have en decideret sportsligt SUV, skal du nok se nærmere på en Alfa Romeo Stelvio eller en Jaguar F-Pace i stedet for.  

XC60 indtager en s-kurve uden problemer.  

© Bil Magasinet

Hvem er konkurrenterne?

Den gamle XC60 var den mest solgte i klassen, så det bliver interessant at se, om den nye kan opretholde den statistik. Konkurrenterne hedder Audi Q5, Alfa Romeo Stelvio, BMW X3, Mercedes-Benz GLC og Jaguar F-Pace.   

Hvornår lanceres den?

Volvo XC60 lander hos forhandlerne i starten af august. Priserne starter ved 745.010 kr. for en D4 AWD Momentum med 190 hk. Topmodellen T8 Twin Engine koster fra 810.010 kr. Se yderligere pris-informationer nedenfor.  

Priserne på XC60 starter ved 745.010 kr. - senere ventes billigere motorversioner. 

Privatleasingpriser på Volvo XC60

Beskatningspriser på Volvo XC60.

Vi synes…

Volvo rammer plet med den nye XC60, der er blevet mere rummelig og kører ligeså behageligt, som den ser godt ud.  

Læs hele testen af Volvo XC60 i et kommende nummer af Bil Magasinet.

XC60 er en luksus-SUV primært skabt til et liv på asfalt, men med firehjulstræk og høj frihøjde kan den godt klare sig i mildt terræn.   

© Bil Magasinet

Måske er du interesseret i...