Mercedes AMG GT C Edition 50
© Søren Juul

Første test: Mercedes-AMG GT C Edition 50

Mercedes' afdeling for vilde vogne og motorsport AMG fylder 50. Det markeres med en herlig jubilæumsudgave af AMG GT Coupé med 557 hk, brede skærme og stealth-lakering.

26. september 2017 af Søren Juul

Hvor?
Testen foregår på landevej og Autobahn til og fra racerbanen Bilster Berg. Den ligger syd for Hannover i Tyskland.  

AMG GT familien på Bilster Berg

Den nye AMG GT C Coupe ses her ved siden af en blå AMG GT med 476 hk. Bemærk de bredere bagskærme på førstnævnte.  

© Søren Juul

Hvad er nyt?
Den baghjulstrukne sportsvogn AMG GT blev lanceret i 2014 og efter et lille facelift fås den nu i seks forskellige varianter fordelt på fire coupéer og to roadsters med 476 til 585 hk. 

Som noget nyt fås coupéen også i den særlige C-variant, hvor man får den medstyrende bagaksel og de brede skærme fra den ekstreme topmodel GT R, men ”nøjes” med 557 hk fra V8 biturbomotoren med tørsumpsmøring. 

De første 500 stk. er nummererede ”Edition 50” udgaver, der kommer med en særlig matsort lak og lidt ekstra lir i kabinen.     

Kabine Mercedes-AMG GT C Edition 50

Et "1 of 500" emblem på rattet, sorte skiftepaler til gearkassen og "silver pearl/black" læder på sæderne er nogle af de eksklusive kendetegn på jubilæumsmodellen.  

© Søren Juul

Hvordan kører den?
Nul til 100 km/t tager 3,7 sek. og topfarten er 316 km/t, hvilket på papiret er bare 0,1 sek. og 2 km/t langsommere end det ”grønne monster” AMG GT R, som vi har banetestet på Bil Magasinet.

På de halvvåde landeveje virker AMG GT C Edition 50 umiddelbart mere som et luksusdyr end et respektkrævende fartmonster skræddersyet til banebrug. Undervognen er lidt mindre kontant og levende og volumenknappen til den dyriske V8’er ude foran er skruet en smule ned.

Indtil du træder speederen i bund. 

Med bulder og brag fra udstødningsrørene og knusende acceleration er AMG GT C også et herligt bæst på fire hjul, der kræver respekt, men bilen er nem at styre takket være et delikat styretøj og nogle sofistikerede stabilitetssystemer, der tøjler de mange kræfter også i regnvejr. 

Resten af detaljerne må du læse dig til i Bil Magasinet.  

Mercedes-AMG GT C Edition 50

Den matte lak hedder "designo graphite grey magno" - og den kan godt klare en tur i vaskehallen fortæller Mercedes. 

Hvem er konkurrenterne?
Hvor en Mercedes AMG GT R er en oplagt konkurrent til en Porsche 911 GT3, er AMG GT C mere i kategori med Porsche 911 GTS og Jaguar F-Type R.

Hvornår lanceres den?
Du kan prøve at lægge billet ind på en AMG GT C Edition 50, men der er gode chancer for at den allerede er udsolgt. 

Ifølge rygtebørsen har Mercedes dog en AMG GT C coupé uden ”Edition 50” lir på vej. Alternativt kan du også vælge AMG GT C Roadster, som allerede er lanceret.  

Mercedes-AMG GT C Edition 50 logo
Mercedes-AMG GT C Edition 50 logo © Bil Magasinet

Vi synes…
Vi er vilde med den AMG GT R, men udenfor racerbanen bliver du ligeså glad for den mere civiliserede AMG GT C.

Læs hele testen i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Måske er du interesseret i...