Hyundai i30 N GTI hatchback forfra front blå racerbane Vallelunga

Første test: Har Hyundai bygget en ægte Golf GTi-dræber?

Frederik T. Frey triller en tur i en bil, der går hårdt efter struben på klassens bedste GTI'er.

3. oktober 2017 af Frederik T. Frey

Hvor er vi?

Koreanerne spiller højt spil – Hyundai i30 N præsenteres på den kærvende italienske racerbane, Vallelunga.

Hvad er nyt?

Kort sagt det meste. Udgangspunktet tages i i30-modellen med fem døre – men både udseendet og delene under karrossen er meget anderledes. i30 N kommer i to effektvarianter, der dog begge benytter den samme 2-liters turbomotor og 6-trins manuelle gearkasse. Den beskedne af de to yder 250 hk, mens den du helst vil have, yder 275 hk. Udover de ekstra kræfter vil du gerne have netop dén variant, da den kommer med et smart elektronisk spærredifferentiale på forakslen til fordeling af kræfter.

Udover det elektroniske differentiale har i30 N også adaptive dæmpere ved alle fire hjul samt optimerede motorophæng og bøsninger, der skal sikre, at motor og drivlinje ikke bevæger sig for meget og skaber ubalance i bilen.

Hyundai i30 N GTI Vallelunga hot hatch familiebil korea bagfra bagende blå

Præsentationen af Hyundai i30 N foregår på den italienske racerbane, Vallelunga.

Hvem er konkurrenterne?

Klassen af GTI'er er efterhånden stor – og nogle af de hidsigste yder langt over 300 hk. Med udgangspunkt i varianten med 275 hk er bl.a. Golf GTI, Peugeot 308 GTI og Renault Megane RS konkurrenter. 

Hvordan kører den?

Den koreanske hatchback kører overraskende godt. Manden i spidsen for projektet er tyske Albert Biermann, der tidligere slog sine folder i BMW M-afdelingen. Ingeniørerne forsøger via aerodynamik, flade plader på undersiden af bilen samt en hæk-diffuser at få ledt luft henover bilens bagende, så de bagerste dæk suges til asfalten. Det er med til at sikre god stabilitet ved høje hastigheder. Men heldigvis er bagenden ikke naglet til asfalten, som nogle omgange på Vallelunga hurtig afslører. De adaptive dæmpere har et system, der skal tilpasse sig efter bilens vægtfordelingen i sving. I den virkelig verden gør det, at bilens vægt og balance kan både mærkes og påvirkes på en utrolig let og elegant måde.


Passer vinklen ikke helt i et givent sving, løses det ofte med speederløft, hvorefter i30 N lynhurtigt rejser bagenden, og lægger sig på plads. Samme karakteristika kan forstærkes på vej ind i sving, hvis der bremses på vej ind.

Om den kan slå en VW Golf GTI, må en sammenlignende test vise – men i30 N tager ikke let på sagerne, og den kører ret fedt.

Hyundai i30 N GTI Namyang 2017 Vallelunga test profil blå

Hyundai i30 N fås i to effektvarianter – 250 hk og 275 hk.

Hvornår lanceres den?

i30 N er næsten klar til salg hos de danske forhandlere. Priserne starter ved 399.995 kr. og 469.995 kr. for varianten med 275 hk.


Vi synes...

Hyundai i30 N kommer flyvende ud af starthullerne, og den føles milevidt fra dens fornuftige familiebils-udgangspunkt. Vi glæder os meget til at teste den mod konkurrenterne.

Hyundai i30 N GTI kabine interiør sæde rat touchskærm test 2017

Kabinen i Hyundai i30 N kombinerer velkendt i30-design med sportslige detaljer som knapperne på rattet.

Måske er du interesseret i...