Første test: Den ondeste Yaris nogensinde

Du vil aldrig tænke på en Toyota Yaris med samme sind, efter du har læst om den nye GRMN – bare spørg Frederik T. Frey, der mødte bæstet på Nürburgring.

17. juli 2017 af Frederik T. Frey

Hvor?

Frankfurt og Nürburgring i Tyskland.

Hvad er nyt?

Du er lovlig undskyldt, hvis du ikke genkender Yaris efter den nye GRMN-behandling. Ikke nok med at det ydre har fået et løft med bl.a. stafferinger, friske BBS-fælge, en hajfinne-antenne på taget og pianolak-detaljer på fronten, så er Yaris GRMN heller ikke at kende under karrossen. 

Du er i øvrigt også undskyldt, hvis du ikke vidste, at GRMN står for ”Gazoo Racing tuned by Meisters of Nürburgring”, men det gør det altså.

Toyota Yaris GRMN 2018 Nürburgring Test bagfra

Præsentationen af den nye Toyota Yaris GRMN foregik på Nürburgring.

Motoren på 1,8 liter yder et sted mellem 212 og 215 hk ved hjælp af en kompressor, der er sammenbygget med en køler til én enhed. Den nye hidsige Yaris er endnu ikke fuldt ud homologeret, og derfor er de endelige data endnu ikke på plads. Ved motoren er stødt en enorm udstødning til, der sprutter skønt og stikker ud midt på bilen bagende. Motoren er i øvrigt bygget i Wales, mens bilen bygges i Frankrig. Toyota er gået utroligt langt for at optimere den nye Yaris GRMN – bl.a. har de reduceret antallet af katalysatorer fra to til én ved at bruge en fra Lexus. Hatchbacken har også Torsen-differentiale, der krævede, at gearkassen med seks manuelle trin blev forstærket. En masse dele i undervognen er også skiftet – bl.a. er fjedrene 30 mm lavere.

Motorrum Toyota Yaris GRMN 2018 test 1,8 kompressor hk

1,8 liter med kompressor yder mellem 212 og 215 hk i Toyota Yaris GRMN.

Hvem er konkurrenterne?

Det er lidt svært at sige, eftersom at mange har forsøgt sig med hurtige GTI'er i denne klasse, men aldrig rigtig har slået sig fast på det danske markede. Vi forventer dog, at både Ford Fiesta, Seat Ibiza og måske Nissan Micra er på vej i hurtige varianter. Indtil da er Peugeot på markedet med 208 GTI.

Hvordan kører den?

Når man kører GRMN, er det svært at mærke, at japanerne tog udgangspunkt i en Yaris, der på flere områder er en fornuftig lille familiebil. GRMN skal lukke hullet mellem Toyota's WRC-rallybil og gadebilen – begge i Yaris-familien. Bilen jeg kørte var en forseriebil, der dog er meget lig den senere og færdige produktionsbil – det er også derfor, at bilen på billederne er camoufleret. For det første føles bilen hurtig og kvik på gassen – og omdrejninger er den ikke ked af.

Testkører Frederik T. Frey Nürbrugring Toyota Yaris GRMN 2018 test

Bil Magasinets Frederik T. Frey på vej ud på Nürburgring i den nye Toyota Yaris GRMN.

Som omdrejningerne stiger, forvandles motorlyden fra dyb til herlig skinger. Alt ved Yaris GRMN føles perfekt kalibreret og justeret ind til at køre dynamisk og brutalt. Bagenden er mere end almindelig løs, og hatchbacken kan bremses ind i sving med stor præcision og fart til følge. Styretøjet er utroligt hurtigt og præcist, og på Nordsløjfen føltes den hurtige japaner virkelig i sit es. 

Under hårdt pres er den 3-dørs Toyota så livlig, at den er på grænsen til nervøs – derfor skal den holdes fast i nakken, og køres med overbevisning. Gør du det, bliver I hurtigt venner, og GRMN følger dit mindste input på pedaler og rat. På det offentlige vejnet er den også et sjovt bekendtskab, men på veje med asfalt af tvivlsom kvalitet, mærkes den hårde undervogn. Det ville være svært at få GRMN til at køre så dynamisk, som den gør uden at måtte gøre et par ofre, og affjedringskomforten er i nogle situationer ret hård. Gearkasse og motor er med dejligt mekanisk bid, og det er tilpas let at skifte op og ned mellem de seks trin.

Toyota Yaris GRMN 2018 kabine interiør 2018

Kabinen i Toyota Yaris GRMN er sportslig – bl.a. er rattet magen til det i en GT86.

Hvornår lanceres den?

Toyota Yaris GRMN bliver sat til salg d. 27. juli online ifm. den finske rally-afdeling af WRC. Bilen kan udelukkende bestilles via en hjemmeside, og i alt kommer der 400 biler til salg i Europa – de bliver solgt efter ”først til mølle-princippet”. Toyota har endnu ikke besluttet, om den meget begrænsede produktion skal synliggøres med en plakette i bilerne med et produktionsnummer. Den danske pris er 484.990 kr. inklusiv bl.a. navigation, og de første biler vil blive leveret i starten af det kommende år.

Toyota Yaris GRMN 2018 test camouflage

Toyota Yaris GRMN er endnu ikke fuldt homologeret – derfor er bilen også camoufleret.

VI SYNES...

Yaris GRMN kører som en gammeldags hot hatch med bulder og brag og uden mange dikkedarer. Den er befriende rå, og vi kan ikke vente med at prøve den igen – måske mod nogle af de kommende konkurrenter fra Seat, Ford eller Nissan.

Måske er du interesseret i...