Første test: Afløseren for den afskyelige snemand tjekker ind

Skoda Yeti afløses langt om længe af den nye Karoq, som er lillebror til SUV-kæmpen Kodiaq og tvilling med Seat Ateca. Alligevel har den helt sin egen stil.

20. oktober 2017 af Søren Juul

Hvor?
Sicilien, Italien. Test på lande- og motorveje med særdeles slidt asfalt. 

Hvad er nyt?
Karoq afløser Yeti fra 2009, men det er svært at finde den røde tråd mellem de to biler. De ligner nemlig ikke hinanden og Karoq er en markant større bil både ude og inde. 

Seat Ateca er et bedre referencepunkt. De to biler deler nemlig platform, motorer og teknologi, men Skoda'en har fået nogle små, effektive justeringer, der får den til at føles som helt sin egen. 

Rent fysisk er den 2 cm længere end Ateca, men akselafstanden er 4,5 cm kortere og bagagerummet er 11 liter større. 

Karoq er hele 16 cm længere end den gamle og mere buttede Yeti.

Karoq-kabinen opleves en tand mere eksklusiv takket være bedre støttende sæder og et mere tysk og overskueligt layout på instrumentbordet. I midterkonsollen kan Karoq fås med en trykfølsom skærm, der er klassens største ifølge Skoda. Karoq er desuden den første Skoda, der kan bestilles med digital instrumentering. 

 

Typisk for Skoda kan Karoq fås med nogle smarte og ret simple indretningstricks. Det sig værende kopholdere, der lader dig åbne en sodavand med én hånd mens du kører, posekroge i bagagerummet eller Varioflex-bagsæderne, der lader dig justere stolene enkeltvis eller pille dem helt ud af kabinen.  

Modsat Seat Ateca, kan Karoq udstyres med Varioflex bagsæder, hvor hver enkelt stol kan justeres individuelt eller pilles helt ud. 

Under motorhjelmen kan du få en række TSI- og TDI motorer med 115 til 190 hk, hvoraf den nye 1,5 TSI benzinmotor med 150 hk formodentlig bliver det mest populære motorvalg i Danmark. Motorerne kan kombineres med dobbeltkoblinggearkasse og de kraftigere motorer kan fås med firehjulstræk.

Karoq fås til start med to benzinmotorer. 1,0 TSI med 115 og 1,5 TSI med 150 hk. Senere kommer der en 2,0 TSI med 180 hk. På dieselsiden kan der vælges mellem 150 eller 190 hk fra en 2,0 TDI motor. 

Hvem er konkurrenterne? 
Karoq skal konkurrere mod Peugeot 3008, Kia Sportage, Nissan Qashqai og Seat Ateca - for at nævne nogle stykker. 

Hvordan kører den?
Kort fortalt: Meget komfortabelt og behageligt. I forhold til Seat Ateca har tjekkerne gjort Karoq blødere affjedret uden at den sejler rundt på asfalten. 

Hvornår lanceres den? 
Importøren satser på at have Skoda Karoq klar hos forhandlerne i uge 6 næste år. Priserne er endnu ikke på plads, men Seat Ateca starter på 245.000 kr., hvorfor vi gætter den lidt mere eksklusive Skoda Karoq med samme 115 hk TSI-motor lander på omkring 260.000 kr. Det er i øvrigt det samme, som Peugeot forlanger for den 130 hk basisvariant af 3008'eren.   

Vi synes...
Alle kørselsindtryk og den endelige konklusion gemmer vi til et kommende nummer af Bil Magasinet. 

Måske er du interesseret i...