Ford Kuga 2,0 TDCI 4WD ST-Line
Ford Kuga 2,0 TDCI 4WD ST-Line

Kuga årgang 2017 har den arrige front fra den større Edge, og fås som en nyhed i denne sportslige ST-Line variant med 18" alufælge.

Første indtryk: Her er den nye Ford Kuga

Ford er klar med en faceliftet Kuga fra 300.000 kr., der har fået nyt aggressivt look og kører op til 23 km/l. Bil Magasinet giver dig overblikket

6. november 2016 af Steen Bachmann

Kuga er en 5-personers SUV fra 2012, der fås med for- eller firehjulstræk, 6-trins manuelt eller 6-trins dobbeltkoblingsgear (PowerShift), og benzin- eller dieselmotor.

Udviklingen i SUV-klassen tordner afsted, så det er nødvendigt med en større overhaling, hvis den fortsat skal være attraktiv. 

De primære mål under udviklingen af den faceliftede Kuga har været at skabe en mere sportslig og sparsommelig SUV. 

Ford Kuga ST-Line
Ford Kuga ST-Line

HVAD ER NYT?

Kuga-kunderne efterspørger så megen ny teknologi som muligt, og en mere sporty version.

Ny teknologi:

Kuga har fået Ford's stemmestyrede Sync 3-infotainmentsystem (undtagen i billigste Trend). Det kan som noget nyt tale og forstå dansk, og det fungerer udmærket i forhold til lignende systemer fra konkurrenterne. 

Siger du 'find en Shell-tank', finder systemet automatisk den nærmeste tank på ruten eller i nærheden, og viser vej via navi-systemet. Hardwaren er opdateret, så den reagerer 10 gange hurtigere, og den trykfølsomme skærm reagerer også hurtigere. Den sidder lidt bøvlet i forhold til at nå den fra rattet, så det er bedst at bruge den stemmestyrede funktion.  

Kuga har automatisk opkald til 112 ved ulykker, og fås med aktiv parkeringsassistent, elbagklap med fod-sensor, intelligente LED-forlygter og meget mere. 

Den automatiske nødbremse læser nu trafikken længere frem, og kan standse bilen fra 50 km/t mod 30 km/t i 2012-årgangen. 

HVORFOR EN SPORTY VERSION?

Det er der åbenbart flere kunder, der vil have. Men i stedet for at gøre alle versioner mere hårdt affjedrede, har Ford skabt en ny sportslig udstyrslinje.

Kuga ST-Line har 18" alu, strammere dæmpere med kortere vandring og strammere krængningsstabilisatorer fortil. Det mærkes øjeblikkeligt på de hullede og ujævne asfaltveje i Litauen, hvor vi prøver bilen, og det sker på bekostning af den ellers udmærkede komfort i SUV'en.

ST-Line ser godt ud med sine store hjul og sorte frontgrill, men prøv lige en tur i en Trend eller en Titanium, inden du bestiller en ST-Line. 

6-trins manuel gearkasse
6-trins manuel gearkasse Den mekaniske håndbremse er røget ud til fordel for en elektronisk. Det giver ekstra aflæggerum mellem forsæderne.

HVILKE MOTORER?

Benzin
Ford’s turboladede EcoBoost benzinmotorer har direkte indsprøjtning og variabel ventilstyring på ind- og udsugning. 

* 1,5 EcoBoost 120 hk med forhjulstræk og 16,1 km/l
* 1,5 EcoBoost 150 hk med forhjulstræk og 16,1 km/l
* 1,5 EcoBoost 182 hk med firehjulstræk, dobbeltkoblingsgear og 13,5 km/l

Diesel
* 1,5 TDCI 120 hk/270 Nm ved 1.500-2.000 o/min og op til 22,7 km/l
* 2,0 TDCI 150 hk/370 Nm ved 2.000-2.500 o/min og op til 21,2 km/l
* 2,0 TDCI 180 hk/400 Nm ved 2.000-2.500 o/min og op til 19,2 km/l

De mindste motorer har forhjulstræk, mens resten fås med eller har firehjulstræk. Der kan tilkøbes 6-trins dobbeltkoblingsgear til de fleste varianter.

HVAD SKAL DEN KOSTE?

Indgangsmodellen til 299.900 kr. har 1,5 benziner med 120 hk, forhjulstræk og manuelt gear, men er så skrabet, at den ikke giver mening. Her er ikke engang klimaanlæg, og stort set intet af Ford's prisvindende sikkerhedsudstyr følger med.

Med 1,5 benzin med 150 hk, manuelt gear, forhjulstræk og Titanium-udstyr med fuld sikkerhedspakke lander prisen på 347.670 kr.

Med 120 hk diesel, forhjulstræk, dobbeltkoblingsgear og ST-Line udstyr hedder prisen 411.210 kr.

Se flere billeder og hør, hvordan den nye ST-Line kører i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Mere

Måske er du interesseret i...