Familiebil med racerambitioner: Første test af Ferrari GTC4Lusso Turbo

Hvis du værdsætter din familie, bør du overveje, om de for fremtiden skal fragtes fra A til B i en Ferrari GTC4Lusso Turbo.

21. marts 2017 af Frederik T. Frey

Hvor?

Et sted i Italien der ikke er Maranello, spøjst nok.

Hvad er nyt?

GTC4Lusso er et kraftigt og generelt facelift af den mest fornuftige bil i Ferrari's nuværende modelprogram – FF'eren. Når italienerne nu var i gang, gav de også den 2-dørs GT et nyt navn. Oprindeligt fandtes FF kun med V12-sugemotor og firehjulstræk, men det laver GTC4 nu om på. 

I den nye Turbo-variant, som jeg her kører, låner Ferrari'en med fire siddepladser motoren fra en California T, roder lidt ved bl.a. indsugningsmanifolden, formen på stemplerne samt plejlstængerne for derefter at smide den i GTC4Lusso Turbo, der oven i hatten sender samtlige 610 hk til de bagerste to Pirelli-dæk. 

V8-turbo-varianten er både lettere end V12'eren, og har en vægtfordeling, der placerer to pct. mere af vægten over bagakslen sammenlignet med V12 med firehjulstræk. I kabinen er de to motorvarianter identiske.

Hvem er konkurrenterne?

Som om Ferrari har konkurrenter! Skiller man bilen ad, og ser på komponenterne, kan alt med V8-motor og fire sæder principielt være en konkurrent. Jeg nævner i flæng; Porsche Panamera, Bentley Continental GT, Mercedes-AMG S-klasse Coupé og Rover 3500 fra 1970'erne, hvis nogle føler sig nostalgiske.

Hvordan kører den?

Som et tog på skinner. Og det uanset om du er eventyrlysten, og tager den snoede bjergbane eller hellere vil slappe af, og tage den tilbagelænede regionaltogslinie, mens kilometerne sluges, og udsigten nydes. GTC4Lusso både med V12 og V8 har firehjulstyring, der ved lave hastigheder drejer baghjulene modsat af forhjulene for at højne manøvredygtigheden på den lange bil, mens baghjulene ved højere hastigheder drejer med i samme vinkel som forhjulene for større stabilitet og svimlende svinghastigheder.

Også Porsche (og Renault Talisman!) benytter sig af firehjulsstyring, men det fjerner ikke noget fra, at det i stor grad bidrager til køredynamikken i den baghjulstrukne GTC4Lusso Turbo, der er som naglet til asfalten – heldigvis uden at italieneren blive kedelig eller upåvirkelig. Cruise kan den i øvrigt også, og gearkasse og motor er utroligt civiliserede i ”Comfort”-indstillingen.

Hvornår lanceres den?

Bilen er så småt klar til det europæiske marked, der har lancering i andet kvartal. Men af homologeringsårsager må amerikanerne vente lidt længere. Forvent ikke at forlade den lokale Ferrari-forhandler med ret meget GTC4Lusso Turbo for mindre end 4.450.000 kr.

VI SYNES...

GTC4Lusso Turbo er en helstøbt bil, der i første omgang er en praktisk Ferrari, der har rimelig plads til fire, og er en mester-cruiser. Men vis den et sving, og chancen er, at dine passagerer giver op, før Ferrari'en gør.

Måske er du interesseret i...