Biltest af Citroën C5 2,0 HDI Prestige Weekend

Citroën C5 2,0 HDI Prestige Weekend

Extreme makeover

23. januar 2005 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Citroën C5 har fået et facelift, der er endnu et plus i en bil med mange styrker

Den anden dag faldt jeg over tv-programmet Extreme Makeover, hvor almindelige – og ikke ret kønne – mennesker får ommøbleret ansigtet hos en hær af plastikkirurger, så de ender med at blive ganske kønne.

Det samme er sket for Citroën C5, der i mit tilfælde ikke har budt på kærlighed ved første, andet eller tredje blik. Men nu er det er en anden sag, for C5 har fået nyt ansigt, der i dén grad liver op og gør bilen mere elegant. De BMW 5-agtige forlygter og det nye logo integreret i de to tværgående kromstriber giver et markant og alligevel afdæmpet udtryk. Den ser mere vellykket ud end Peugeot 407 SW, som vi testede i samme uge. Det er i det hele taget to forskellige biler fra samme koncern. Hvor Peugeot 407 slår på sport og smart design, er Citroën C5 til komfort og masser af plads.

Jeg prioriterer køredynamik højt, derfor skal C5 virkelig arbejde for at overbevise mig om, at det måske er på tide at ændre prioriteringslisten. Og det lykkes, for den er et utrolig behageligt selskab. Det er en bil, jeg let slapper af og blot cruiser komfortabelt afsted i. Og nyder samspillet mellem dieselmotor, affjedring og komfortable sæder.

Undervognen duver henover større ujævnheder, men overraskende nok tager den skarpe ujævnheder fra frostsprængt asfalt lige så kontant som den sportsligt afstemte 407. Styretøjet er væsentlig anderledes; det er præcist, men ikke -aggressivt og direkte som i en 407 – på en eller anden måde passer det glimrende til den måde, C5 opfører sig på.

Døvstum diesel
Den toliters HDI-dieselmotor er et perfekt motorvalg, hvis du har et stort kilometerbehov. Det er en kultiveret og omdrejningsvillig sag, der er dejligt afdæmpet i lyden, og jeg havde flere passagerer med, der blev overrasket, når jeg fortalte, at det var en diesel. Med 320-340 Nm allerede fra 2.000 o/min er der godt skub op igennem gearene, og den sekstrins manuelle gearkasse gør det let at holde den til ilden. Det bliver ikke sportsligt, men det kraftige drejningsmoment passer til bilens cruiserkarakteristik.

Plads og lav pris
Ligesom i Peugeot 407 føles Citroën C5 enorm fra førersædet med god plads i alle retninger, men hvor bagsædepassagerne har beskeden plads i 407, er der rigelig med plads i C5. Det virker som om, interiøret har fået et kvalitetsløft, dog med et minus til midterkonsollen med de ufatteligt mange små knapper, der desværre er arvegods fra 407.

Vores C5-testbil var udstyret med den nye alarm for vognbaneskift, der ryster førersædet, når du slumrer hen og ubevidst skifter vognbane uden at blinke. Det virkede langt fra altid, så jeg var mere overbevist af xenon-forlygterne, der kan lyse til den side, bilen drejer – alarmen og drejelygterne er ekstraudstyr.

Efter en uge i selskab med C5 er mine følelser blevet varmere. Jeg ville nok alligevel vælge en Peugeot 407, fordi jeg er mere til sport, men jeg forstår godt dem, der bliver lokket af C5’s komfort, rummelighed og – ikke mindst – en væsentlig lavere pris end hos Peugeot.

Citroën C5 2,0 HDI Prestige Weekend

SPECIFIKATIONER
Motor R4, 1997 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 136 hk ved 4.000 o/min
340 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t. 10,0 sek.
Topfart 200 km/t.
Brændstofforbrug EU-miks 16,7 km/l
Årlig ejerafgift 4.500 kr.
Vægt 1525 kg
Mål (L/B/H) 475/178/147 cm
Bagagekapacitet 563/1.658 liter
Totaløkonomi Diesel-personbiler med lavt kilometertal er eftertragtede på brugtmarkedet. Efter tre år/60.000 km har C5 2,0 HDi tabt 34 pct., dvs. et værditab på 123.767 kr.
Reservedelsindeks 160
Pris 363.990 kr.

VI SYNES...Er behovet komfort og rummelighed til en rimelig pris, fås det ikke meget bedre end i Citroën C5 Weekend. HDI-dieselmotoren passer perfekt til bilens cruiserstil.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen