Testbilen er fra før faceliftet, hvor Citroën C3 fik installeret en lille LED-stribe over tågeforlygterne som kørelys. Motoren er dog helt opdateret

Citroën C3 1,2 VTI 82 Seduction

Fin maskine i mormors minibil

1. juli 2014 af Søren Juul

Citroën C3 er for blødt afstemt til at true konkurrenterne på køredynamik i et sving, men søstermodellen til den rappe Peugeot 208 er et godt bud på ukompliceret transport, hvor komforten er i højsædet. Der er noget 2CV’sk over måden, hvorpå den kører. Den nærmest flyder hen over den ujævne asfalt i byen, men har stadig en fin retningsstabilitet. Styretøjet er letgående og gør bilen nem at manøvrere, men det er ikke en bil, der får dit blod til at boble af begejstring, med mindre din sidste ferie gik til Harzen med pensionistklubben.     

Motoren er det mest vellykkede i bilen. Den “store” 1,2-liters udgave af PSA-koncernens 3-cylindrede benzinmotor yder 82 hk uden turbolader. Den trækker fint i mellemområdet og giver bilen rigeligt med kræfter. De udfoldes så smidigt, at du ikke studser over, at det er en 3-cylindret motor. Har du behov for at jage den godmodige bil afsted hurtigst muligt, så gør den det uden at kny.
Den manuelle 5-trins gearkasse byder på upræcise og lange skift, men den er klart at foretrække i stedet for den ringe og automatiserede ETG-gearkasse, som kan tilkøbes til motoren.

Prisen på 139.990 kr. for den godmodige franskmand med de buede former er fornuftig. Du får endda fartpilot og aircondition med afkølet handskerum til at svale limonaden til søndagsturen.

Er du interesseret i en ny C3? Få 3 gode tilbud på den her 

Citroën C3 1,2 VTI 82 Seduction

Pris:
139.990 kr.
Motor: R3, 1.199 cm3, 12V
Ydelse: 82 hk ved 5.750 o/min | 118 Nm    ved 2.750 o/min
Topfart: 174 km/t
0-100 km/t: 12,3 sek.
EU-miks: 22,2 km/l

Mere

Måske er du interesseret i...