Audi Q5 3,0 TDI S-tronic

1. april 2013 af Christian Richter

Tryk speederen ned mod det tykke gulvtæppe og hold den der i 6,5 sekunder. Audi’en kører nu 100 km/t. Undervejs leverer motoren en velklingende dieselsnerren, mens omdrejningstælleren pisker op for lynhurtigt at blive sendt ned igen, når dobbeltkoblingsgearkassen smider næste gear ind.

Der er bestemt ryk i den faceliftede Q5 med den store dieselmotor på tre liter. De fleste bilister kan hægtes af, mens du bevarer det kølige overblik, som SUV’ens høje siddeposition giver. Men samtidig sidder du også med en følelse af fornuft bag rattet - 15,6 km på en liter diesel er hæderligt og langt fra fortidens kæmpe-SUV’er. Og netop den lidt bedre brændstoføkonomi er en af mest markante forbedringer ved faceliftet. Tidligere kørte den samme udgave 13,3 km/l.

Testbilens 19”-fælge er ekstraudstyr. Bilen er født med 17”-fælge, og det er måske ikke noget dumt valg, for de store dæk kan spille ind på det eneste hår, der er at finde i suppen på bilens ellers fine kørekomfort. Taget i betragtning at Q5 er en høj SUV, forventer man en bil, der absorberer ujævnheder uden at kny. Standardundervognen føles imidlertid relativt hård, og ujævnhederne skinner lige så stærkt igennem som i en langt mere sportslig personbil. Standardfælge eller støddæmperregulering til 26.709 kr. ville formentlig give en anden køreoplevelse.

Audi Q5 3,0 TDI S-tronic

Pris 775.232 kr.

Motor V6, 2.967 cm3, 24V, turbodiesel
Ydelse 245 hk ved 4.000 o/min / 580 Nm ved 1.500 o/min

Topfart 225 km/t 0-100 km/t 6,5 sek. | EU-miks 15,6 km/l

Måske er du interesseret i...