Alfa Romeo Giulietta 1,4 TB 120 Distinctive

Alfa Romeo Giulietta med 120 benzinturboheste er en forbløffende vellykket basismodel

19. januar 2011 af Steen Bachmann

Alfa Romeo Giulietta har fundet samme plads i redaktionens køreglade bilhjerter som gode gamle Alfa 156. Siden Thomsager rapporterede begejstret fra den internationale præsentation i juni og til kåringen af Årets Bil i Danmark 2011 i oktober, hvor Bil Magasinets to jurymedlemmer stemte på den som vinder, siger vi ja tak.

Jeg har haft fornøjelsen af at køre 800 kilometers blandet kørsel i basisudgaven til knap 300.000 kr., og stiller mig op i køen af gratulanter.

Sikke en bil.

Den ser godt ud, styrer fantastisk på små, snævre veje, og er særdeles kvik selv med den mindste motor, en 4-cylindret 16-ventilet 1,4-liters sag med turbo og 120 hk. Eller det vil sige, dén med de 120 hk tror jeg ikke på, skal vi ikke hellere sige 150 hk, for da speedometeret ramte 217 km/t, var der stadig mere at give af.

Kører du pænt, kan du presse den op på 15 km/l i snit, men da der ikke er meget moment i bunden, skal motoren have omdrejninger, og så ved vi fra Fiats små motorer, at de er tørstige. Det må du selv rode med (med 1,6-liters turbodiesel kan du køre op mod 20 km/l i Giulietta, og den koster det samme som testbilen).

Den tumpede DNA-undervogn har én genial og to overflødige indstillinger - det er jo en italiener - og herudover er standard 16” alu, læderrat, 2-zone klima, aut. start/stop, tågeforlygter, fart­pilot og følg mig hjem-lys.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen