VW Tiguan Allspace priser

VW Tiguan Allspace priserne er klar, se dem hér

VW er nu klar med priser på den endnu mere familievenlige Tiguan Allspace, der starter fra under 400.000 kr.

13. november 2017 af Mathias Brandt

VW Tiguan Allspace-priser

Volkswagen udvider palletten af SUV-modeller med introduktionen af den nye Tiguan Allspace, der tager den velkendte Tiguan og kombinerer dem med endnu mere plads og fleksibilitet. Takket være 215 millimeter længere totallængde og 109 millimeter længere akselafstand har den nye Tiguan Allspace mere plads til både passagerer og bagagerum. Tiguan Allspace har plads op til syv personer fordelt på tre sæderækker, og skal du ikke bruge de to sæder på tredje sæderække, kan disse foldes fladt ned, så bagagerummet udvides fra 230 til hele 700 liter, og foldes anden sæderække også ned, får du et 1.775 liter stort lastrum.

Det er ikke kun målt på antal siddepladser og bagagerumskapacitet, at den nye Tiguan Allspace har mere at byde på, den har også mere standardudstyr end en Tiguan. 

Eksempelvis kommer en Tiguan Allspace Comfortline med blanke tagrælinger og el-betjent bagklap, og en Highline-version har LED-forlygter med kurvelys og dynamisk lysassistent og nøglefri betjening. Selvom Tiguan og Tiguan Allspace er søskendemodeller er der forskelle i designet udover de længere bagdøre. Motorhjelmen er højere for at give en bedre balance i proportionerne på den længere Allspace, og den længere bagsektion har en vindueslinje, der rejser sig hen mod den markante C-stolpe.

7-personers VW Tiguan

Stort set alle modeller med DSG-gear

Tiguan Allspace introduceres med et bredt modelprogram, der følger det, som vi kender fra Tiguan. Det vil sige, at Allspace kommer med tre TSI-benzinmotorer og tre TDI-dieselmotorer, forhjuls- og firehjulstræk og tre udstyrstrin; Trendline, Comfortline og Highline. 6- og 7-trins DSG-gear er standard på alle modeller undtagen på 1,4 TSI Trendline og 2,0 TDI Trendline, der er udstyret med 6-trins manuel gearkasse.

Tiguan Allspace kan fås til priser fra 389.995 kr. for en Trendline med forhjulstræk, en 150 hk 1,4 TSI-motor og 6-trins manuel gearkasse, der kører op til 16,7 km/l ifølge EU-normen. Ønskes 6-trins DSG-gear og Comfortline-udstyr til prisen 453.395 kr.

På TDI-dieselmotorerne starter priserne for Allspace ved 414.995 kr. for en Trendline 2,0 TDI med 150 hk og 6-trins manuel gearkasse. Ønskes firehjulstræk starter priserne ved 527.995 kr. for en 150 hk 2,0 TDI med 7-trins DSG-gear og Comfortline-udstyr. Modelprogrammet toppes af en Allspace 2,0 TDI DSG Highline til 659.995 kr., der kører med en 240 hk og 500 Nm stærk 2,0 biturbo dieselmotor og er i stand til at nå 100 km/t på blot 6,7 sek. og en topfart på 228 km/t.

Stor VW Tiguan Allspace

Måske er du interesseret i...