Volkswagen afslører højbenet elbil med rækkevidde på 500 kilometer

Det kan godt være, det bare er en konceptbil, men tyskerne lover, at den færdige model allerede kommer i produktion om et par år. Her kan du læse meget mere om den højbenede elbil.

19. april 2017 af Esben Skrumsager


Hvis du er på udkig efter en moderne bil, er det svært at komme udenom en crossover- eller SUV-lignende model. Og med den seneste kursændring fra regeringen er det pludselig blevet billigere at købe elbil igen, så umiddelbart må Volkswagens nyeste konceptbil, som netop nu vises frem på biludstillingen i Shanghai, være et oplagt bud på en bil til den moderne familie.

Byder Tesla op til dans

Konceptbilens præstationer lever i hvert fald op til moderne standarder for elbiler. Med en 100 procent elektrisk motor, firehjulstræk og en rækkevidde på op til 500 kilometer står den tyske elbil ikke i skyggen af sin amerikanske rival, Model X fra Tesla, som dog er noget større.

VW beskriver selv bilen som en smartphone på hjul.

Forhåbentlig trækker VW noget ekstra rækkevidde ud af ærmet før lanceringen i 2020, for til den tid vil 500 teoretiske kilometer trods alt næppe være tilstrækkeligt, hvis man vil imponere potentielle elbil-kunder.

Bilen leverer en effekt på 225 kW og har en tophastighed på 180 km/t, og batteriet kan oplades til 80% af sin energikapacitet på 30 minutter ved hurtigladning.

Nostalgisk navn

Men så er der lige navnet. ID Crozz. Ja, den er god nok. På samme måde som søsterbilen ID Buzz har Crozz fået intet mindre end to Z'er i sit navn. Det bringer minder frem fra begyndelsen af 00'erne, hvor man på de nymodens mobiltelefoner skrev såkaldte SMS'er med ord som hejza, f9z og knuz eller den helt grelle qnuzzer.

Men den dille er tilsyneladende først nu nået til Wolfsburg, så de kommende år kan vi formodentlig sige hejza til endnu flere modeller med de nostalgiske elementer – lad os dog håbe, de lader det blive ved konceptbilerne.

Bilen skifter over til fuldt autonomt kørsel, når føreren berører VW-emblemet på rattet i tre sekunder.

VW's fremtidsstrategi

ID Crozz-konceptet viser Volkswagens fremtidsstrategistrategi, der bygger på fire innovationsområder, hvor Volkswagen har særligt fokus:

Smart sustainability - Volkswagen vil lede udviklingen af innovative elektriske biler, der skal være volumenmodeller

Intuitiv usability - Volkswagen på intuitivt betjente biler med udviklingen af nye display- og betjenings-koncepter.

Connected community - Volkswagen vil fremtidigt forbinde menneske, bil og omverdenen via et Volkswagen bruger-id.

Automated Driving – Volkswagen vil gøre autonome biler endnu sikrere og mere komfortable.

Måske er du interesseret i...