Mercedes Blue-Zero er bygget på A-klassens sandwichbund

Tre gange grøn Mercedes

På Detroit-udstillingen præsenterer Mercedes tre bud på fremtidens bil

17. december 2008 af Carsten Nymann
De ser ens ud og ligner i virkeligheden en blanding mellem Mercedes' Bionic Car fra 2005 og den nuværende A-klasse.

Men de tre konceptbiler i Blue-Zero-programmet, som står på Detroit-udstillingen i januar, er helt forskellige under skallen, og de viser tre bud på fremtidens motor-teknologi.

Blue-Zero E-Cell er motoriseret med en klassisk el-motor, der trækker på lithium-ion-batterier efter samme model som f.eks. Think City eller Tesla Roadster.

Rækkevidden er her cirka 200 km.

Blue-Zero E-Cell Plus
propelleres ligeledes frem af en elmotor, men her er der ud over batteriet en almindelig, trecylindret forbrændingsmotor fra Smart, som hjælper med enten at lade på batteriet eller skubbe direkte på baghjulene.

Denne bil har således status af plug-in-hybrid a la Chevrolet Volt og har en rækkevidde på 100 km på ren batteri-drift, hvorefter den ligesom elbil-versionen skal lade i to timer.

Med forbrændingsmotoren som hjælpemiddel er række-vidden i Plus-udgaven 600 km.

Den tredje version Blue-Zero F-Cell er som navnet antyder udstyret med en brændselscelle (eng. fuel cell) i stedet for en forbrændingsmotor.

En el-motor fungerer som generator og lader batterierne, men generelt er brændselscelle-bilen 100 pct. emissionsfri og kører op til 400 km på en tankfuld brint.

Blue-Zero har plads til fem personer


Da bilerne bygger på samme sandwich-bund som A-klassen har det været muligt at gemme det meste af arkitekturen ned i selve gulvet og bilerne har derfor selv med sine store batteripakker plads til fem personer og 500 l. bagage.

Man kan så spørge, hvor en Blue-Zero D-Cell med Diesotto-motor bliver af, da Mercedes i forvejen er langt fremme med udviklingen af en sådan hybrid mellem benzin og diesel-motor.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen