Toyota klar med facelift til den populære Yaris

Toyota's mest populære model i Danmark kommer i en ny udgave. Nyt design, en ny motor, og en omfattende sikkerhedspakke som standard er en del af nyhederne.

7. februar 2017 af Esben Skrumsager


Toyota Yaris er populær som aldrig før. I fjor blev den for første gang den mest solgte Toyota-model i Danmark med en salgsfremgang på over 800 biler sammenlignet med året før.

Nu er Toyota så klar med en ny udgave af den populære model, der har fået en omfattende makeover.

Det ses først og fremmest udvendigt med et nyt frontdesign, der ifølge Toyota er inspireret af en katamaran med brede linjer, der strækker sig fra forlygterne og ned. Bagerst finder vi et nydesignet bagparti med større lygter og ændret kofanger.

Udskiftning i motorprogrammet

På motorfronten vinker den nye Yaris farvel til den kendte 1.33-liters benzinmotor og får i stedet en ny og større fire-cylindret 1.5-liters benzinmotor, der opfylder de stadig strengere EU-miljøkrav med et gennemsnitligt brændstofforbrug ved blandet kørsel på op til 23,8 km/l og en CO-udledning på 96 g/km. Toyota lover trods den øgede motorvolumen 12 procent mere økonomisk forbrug end den mindre 1.33-liters motor og endda samtidig 10 procent kraftigere.

Hybridudgaven af den nye Yaris trumfer klarer teoretiske 30,3 km/l ved blandet kørsel og en CO-udledning på beskedne 75 g/km.

I en pressemeddelelse skriver Toyota, at ingeniørernes store fokusområde i videreudviklingen af Yaris Hybrid har været at reducere støj og vibrationer yderligere, særligt under acceleration, hvilket må siges at være tiltrængt. 

Det er lykkedes bl.a. ved brug af et nyt motorophæng samt nye drivaksler fortil. Samtidig skulle justeringer af både støddæmpere og den elektriske servostyring have forbedret komforten betragteligt og gjort hybridbilens styretøj mere præcist. Det ser vi frem til at prøve på egen hånd.

Den nye Yaris vil fortsat også kunne fås med den lille 1.0-liters benzinmotor, der i gennemsnit kører op til 24,4 km/l ved blandet kørsel.

Indvendigt har den nye Yaris fået ny polstring, ændret design på bl.a. luftdyser, knapper og ikke mindst instrumentpanelet foran føreren, hvor en ny 4.2” farveskærm med køreinformationer supplerer den større 7” multimedie touch-skærm med integreret bakkamera.

Sikkerhedspakke bliver standard

Yaris vil som noget helt nyt som standard være udstyret med Toyotas omfattende sikkerhedspakke Toyota Safety Sense i alle udstyrsvarianter.

Udover den automatiske nødbremse rummer sikkerhedspakken også vognbanealarm, automatisk op- og nedblænding af fjernlyset samt vejskilteassistent, hvor et kamera i bilen automatisk aflæser farttavler og vejskilte, så man under kørslen hele tiden kan se den aktuelle hastighedsgrænse på et farvedisplay.

Den nye Toyota Yaris får verdenspremiere ved den internationale biludstilling i Geneve i Schweiz i begyndelsen af marts og introduceres i Danmark senere på året.

Måske er du interesseret i...