Til salg: Peugeot 908 HDi, kun en ejer

Peugeot sælger køreklar Le Mans-racer med V12-dieselmotor. Pris? Nå, ja, en 11-14 mio. kr.

26. april 2012 af Steen Bachmann

Efter at have vundet VM i rally tre år i træk med Marcus Grönholm bag rattet af 206 WRC, besluttede Peugeot i 2005 at vende tilbage til Le Mans. Det skete med en nyudviklet racerbil med dieselmotor, der vandt Le Mans-serien i 2007, og var tæt på at slå Audi i 24-timers løbet på Le Mans både i 2007 og 2008. Det lykkedes endelig i 2009, hvor Peugeot Total Sport tog en 1-2 sejr, der fik både alle fra teamet og hele VIP-følget til at falde hinanden om halsen i jubel. Endelig lykkedes det! Peugeot 908 HDi vandt efterfølgende titlen i den interkontinentale Le Mans Cup titles i 2010 og 2011.

Bil Magasinet juni 2009: Peugeot-sejr udløser jubelscener

Chassis no. 02 til salg
Projektet var baseret på en V12-motor med den størst mulige slagvolumen, der i 2009 var 5,5 liter. De valgte 12 cylindre for motorens gode balance, og placerede dem i to cylinderrækker i en vinkel på 100 grader for at sænke bilens tyngdepunkt.

FAP i bilens navn står for partikelfilterteknologien, som Peugeot i dag anvender på sine gadebiler. Udstødningsmanifolden fra hver cylinderrække er så kort som mulig, og fører gassen ind i en Garrett-turbolader. Ialt er her fire partikelfiltre og to turboladere.

Ydelsen i Le Mans-trin er over 700 hk og 1.200 Nm, hvilket var rekord for en racerbil med dieselmotor (Audis 2009-bil var R15 TDI med V10-motor og +600 hk/1.050 Nm).

Lukket coupé
Peugeot 908 HDi har lukket cockpit med to mågevingedøre i modsætning til Audi R15 TDI, der kørte med åbent cockpit. Bilen er bygget omkring en monocoque i kulfiber, der er let og ekstremt stærk, hvilket giver stor stivhed. Styretøjet er med elektrisk servo, og den 6-trins racergearkasse har elektro-pneumatisk gearskifte (lufttryk) og er dimensioneret til at kunne klare de enorme kræfter fra V12-dieselmotoren.

Det kræver særligt udstyr, software og knowhov at starte og vedligeholde bilen, så køber forpligtiger sig til at tegne abonnement på teknisk support hos Peugeot Sport til normale timepriser i minimum tre år.

Bilen kommer på auktion som den første 908 HDi nogensinde 12. maj i Monaco. Vurderingen lyder på 1,5-1,8 mio. euro, hvilket er ca. 11-14 mio. kr. Til gengæld vil du med garanti have den sejeste bil til trackday uanset hvor i verden, du stiller op!

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen