Subaru Forester 2,0 XT Sport
Subaru Forester 2,0 XT Sport

Subaru sætter prisen ned på turbo-firehjulstrækker

Subaru Forester 2,0 XT Sport med 240 hk har fået lidt mindre udstyr, som kan ses tydeligt på prisskiltet. Den koster nu 90.000 kroner mindre, og det er faktisk ikke en tosset pris, viser vores sammenligning.

24. april 2017 af Steen Bachmann

Subaru Forester sælger som varmt brød i USA. Mærket har et renommé for solid japansk teknik, og i de første tre måneder af 2017 er der solgt ikke mindre end 178.503 Forester’s til amerikanske købere. 

I de nordiske lande er salget stabilt, men i Danmark hænger salget i bremsen.

I årets første tre måneder er der solgt 28 Forester herhjemme, og det er ikke godt nok i en bilklasse, der tordner frem. Til sammenligning er der solgt 323 eksemplarer af den nye VW Tiguan i samme periode.

Subaru forsøger nu at booste salget med en barberet udgave af 2,5 XT Exclusive. De fjerner læderkabine, elsoltag og elbagklap, og sætter prisen 90.000 kr. ned til nu 499.900 kr.  

Hvad får du for det?

Forester 2,0 XT er en 5-dørs, 5-personers firehjulstrækker i klasse med VW Tiguan og Ford Kuga. Det permanente firehjulstræk kører med 60:40-fordeling for/bag ved normal kørsel, men kan sende kræfterne til det eller de hjul med bedst vejgreb efter behov. 

Forester er særdeles kompetent i hårdt terræn efter vores erfaring.

Subaru Forester 2,0 XT Sport
Subaru Forester 2,0 XT Sport

Boxermotoren er en 4-cyl. 2,0-liters turbobenzinmotor. Den yder 240 hk ved 5.600 o/min og et moment på 350 Nm ved 2.400-3.600 o/min.

Med trinløst Lineartronic-gearkasse med otte forudprogrammede trin er 0-100-tiden 7,5 sek., mens det angivne forbrug er 11,8 km/l og den årlige afgift 4.700 kr. Forester 2,0 XT Sport har en køreklar vægt på 1.710 kg og må trække op til 2.000 kg. Frihøjden er 22 cm, og her er tre køreprogrammer.

Hvad skriver Bil Magasinet om Forester?

Ved premieren i 2013 skrev Bil Magasinet, at kabinen i Forester har mærkbart mere skulderplads, afstand mellem forsæderne og benplads til bagsædepassagererne end i forgængeren fra 2006. Bagagerummet på over 500 liter bringer faktisk bilen på størrelse med Audi Q5. Komforten og støjniveauet er godkendt, men vi skrev også:

”Et blik-agtigt klaaang!, når man smækker døren, og en rodet midterkonsol med små fnidrede knapper samt en lille farveskærm øverst signalerer ikke Audi-niveau. Førerens siddeposition og udsyn er derimod upåklageligt, og udstyrsniveauet er anstændigt i forhold til biltypen med 18” alu, fartpilot, spejle m/varme og blink, vinterpakke, Bluetooth og meget mere.”  

Subaru Forester 2,0 XT Sport
Subaru Forester 2,0 XT Sport

Hvad med konkurrenterne?

Et blik på de direkte konkurrenter viser, at Forester 2,0 XT Sport er fornuftigt prissat i betragtning af, at den har højere ydelse end de øvrige 4-cyl. SUV’er med benzinmotorer i mellemklassen.

Ford Kuga 1,5 Vignale AWD aut.
Ford Kuga 1,5 Vignale AWD aut.

Kuga er netop blevet faceliftet og fås for første gang i Vignale-trim med læder på stole, døre og instrumentbord. Meget af Fords sikkerheds- og komfortudstyr er standard. Motoren er en 1,5 turbobenziner med 182 hk, og her er 6-trins dobbeltkoblingsgear og firehjulstræk. 

Pris: 459.370 kr.

VW Tiguan 2,0 TSI Comfortline DSG7 4Motion
VW Tiguan 2,0 TSI Comfortline DSG7 4Motion

Den nye Tiguan fås i en udgave med 2-liters turbobenzinmotor med 180 hk, dobbeltkoblingsgear og firehjulstræk. Mellemste Comfortline svarer til Forester XT Sport. 0-100-tiden er 7,7 sek., og bilen må trække op til 2.500 kg.

Pris 490.995 kr.

Skoda Kodiaq 2,0 TSI Style 4x4 4Motion
Skoda Kodiaq 2,0 TSI Style 4x4 4Motion

Den nye Kodiaq deler platform, motor og drivline med Tiguan, men har længere akselafstand og fås med syv sæder. Motoren i 2,0 TSI yder 180 hk.

Pris: 510.000 kr.

Toyota RAV-4 2,5 Hybrid 4x4 H3
Toyota RAV-4 2,5 Hybrid 4x4 H3

Hybridudgaven af den nye RAV-4 er langt fra så sportslig at køre som Subaru Forester XT, men den er faktisk kvik med en 0-100-tid på 8,3 sek. Med el- og benzinmotor er den maksimale ydelse 197 hk, og det angivne forbrug er 19,2 km/l. RAV4 Hybrid må trække 1.650 kg.

Pris: 520.880 kr.

Måske er du interesseret i...