Strippet kabine og 670 hk: Dansk premiere på Ferrari 488 Challenge

Ferrari-mærkeserien Challenge fylder 25 år. Det fejrer italienerne med den kraftigste racer nogensinde, der i weekenden havde dansk premiere.

2. maj 2017 af Søren Juul

I 2015 lancerede Ferrari supersportsvognen 488 GTB til gaden. Sidst i 2016 præsenterede Ferrari racerversionen til de tre Challenge-mærkeserier, der skal køres i Europa, Asien og USA. I weekenden fik vi den så at se på dansk grund hos importøren Formula Automobile i Allerød.

Den nye 488 Challenge afløser den gamle 458 EVO som Challenge-racer, der kørte med sugemotor. Afløseren stiller med samme 3,9 liters V8 biturbomotor som gadebilen 488 GTB og får 670 hk ved 8.000 o/min og 760 Nm ved 3.000 o/min.

Den har fået en racingoptimeret motorstyring, såvel som kortere gear i dobbeltkoblinggearkassen. Ingeniørerne har fjernet 19,7 kg overflødig vægt på drivlinjen, mens udstødningssystemet er 8,5 kg lettere end på gadebilen.

Det gør den markant kraftigere end den Ferrari 458 Italia, som Bil Magasinets grundlægger Johnny Laursen kørte i 2016 sammen med Mikkel Mac og Christina Nielsen i European Le Mans Series og på 24-timers løbet Le Mans. Bilerne i den løbsserie kører nemlig med restriktioner, så effekten er på ca. 500 hk.  

En ny forkofanger, en ny frontklap med tre gæller og en stor, justerbar hækvinge gør aerodynamikken mere aggressiv til banebrug, mens slicks optimerer vejgrebet. Kabinen er strippet ned til racersæde, bur og kulfiberindrammede racerinstrumenter.

FORMULA RACING stiller med op til 8 kørere i den europæiske serie i 2017. Skal du være med, så kan du købe en bil for 1.852.136 kr.

Den europæiske Ferrari Challenge løbskalender 2017

19. - 21. maj: Valencia, Spanien
9. - 11. juni: Monza, Italien
23.-25. juni: Budapest, Ungarn
21.-23. juli: Le Castellet, Frankrig
22.-24. september: Silverstone, England
6.-8. oktober: Imola, Italien
26.-29. oktober: Mugello, Italien

Måske er du interesseret i...