© Automedia

Spionbilleder: Vild koreaner fanget på Nürburgring!

Én af de mest sjældne biltyper overhovedet er den baghjulstrukne hatchback med centermotor. Sådan en blev i denne uge testet i det grønne helvede. Her er, hvad vi ved indtil videre...

28. oktober 2016 af Daniel Bohnsen

På Busan Auto Show tidligere i år viste Hyundai konceptbilen RM16, en baghjulstrukken centermotorbil baseret på Veloster. Den skulle være en forsmag på Hyundai's N-brand, der skal være en pendant til BMW's M-division eller Mercedes' AMG afdeling.

I forgårs dukkede så disse billeder op, af en maskeret bil kaldet Hyundai RM16 N. Og fra udseendet at dømme kan den vilde konceptbil blive virkelighed. Den maskerede testbil forekom i hvert fald ikke langt fra produktionsklar.

© Automedia

Men hvorfor er det så noget særligt? Det er det, fordi baghjulstrukne hatchbacks med centermotor, er den forbudte frugt i bilverdenen. De er uhyre sjældne og i stort set alle tilfælde bindegale.

Hvis du ikke tror os, så prøv at søg efter Renault 5 Turbo, Renault Clio V6, Lancia Delta S4 eller den firehjulstrukne Volkswagen golf W12-650. Opskriften går i store træk ud på at fjerne al praktikalitet og erstatte den med hestekræfter og vanvid.

© Automedia

RM16 var den tredje konceptbil i reklamerækken for Hyundai's N Performance afdeling.

Hvis Hyundai RM16 N følger opskriften fra konceptbilen RM16, betyder det knap 300 hestekræfter fra en firecylindret turbobenziner med en 6-trins manuel gearkasse.

Med centermotor og baghjulstræk vil den være et spændende indslag i klassen for hotte hatchbacks, der er domineret af frontmotorer og forhjulstræk som Peugeot 308 GTi og Seat Leon Cupra eller firehjulstærk som Ford Focus RS og Volkswagen Golf R.

Om, og i så fald hvornår, RM16 N kommer på markedet, er endnu uvist, men her på redaktionen følger vi spændt det første udspil fra Hyundai N Performance.

© Automedia

Dette var det første koncept Hyundai viste til årets internationale biludstilling i Paris tidligere i år. 

Måske er du interesseret i...