© Automedia

Spionbilleder: Corvette er snart klar med sin Porsche-dræber

Det er ikke kun på Le Mans, at Porsche og Corvette jagter hinanden, det gør de også på gadeplan. Nu er Corvette snart klar med sin ultimative racerbil til gadebrug: Corvette ZR1.

4. maj 2017 af Mathias Brandt

Corvette’s ingeniører er i fuld gang med at finpudse de sidste detaljer på den ultimative Corvette C7 med efternavnet ZR1. Betegnelsen er kun blevet brugt til de mest hårdkogte Corvette-modeller gennem tiden. Det er en baneorienteret bil til vejen og et modsvar til Porsche’s GT3 RS. Vanen tro bliver den testet hårdt rundt på Nürburgring i øjeblikket.

© Automedia

De største spekulationer går på, hvilken motor den nye ZR1 kommer til at blive udstyret med. Nogle mener, at det bliver en optimeret udgave af den nuværende LT4 V8’er, som sidder i Corvette Z06 og Carmaro ZL1, som får kunstigt åndedræt fra en kompressor. Andre tror, at det bliver den nyudviklede LT5 DOHC V8’er, som kommer i næste generation af Corvette’en. 

Her på redaktionen har vi set flere videoklip af bilen, mens den kører rundt på Nürburgring. På flere optagelser kan man høre en hvinen, når bilen accelererer, som kunne tyde på, at bilen har kompressor.

© Automedia

Kompressor eller ej, så bliver den med garanti djævelsk hurtig – en Corvette Z06 har 659 hk, så det er ikke urealistisk, at ZR1 kommer til at yde over 700 hk.

Den skulle eftersigende også komme med mulighed for en ny gearkasse, som er en 10-trins automatgearkasse. Derudover vil den også kunne fås med 7-trins manuelt gear.

Den forventes at komme på markedet i løbet af 2018

Måske er du interesseret i...