Sig goddaw til den nye VW Tiguan Allspace

Volkswagen har hevet lidt i den nye Tiguan, så der er blevet plads til to ekstra sæder. Kineserne er de første, der får glæde af bilen, men inden længe rammer den også Danmark.

21. december 2016 af Mathias Brandt

Det er ikke mange dage siden at Volkswagen sendte os teaserbilleder af det, der skulle blive til den nye Tiguan Allspace, men nu har de officielt præsenteret designet på den forvoksede Tiguan.

Det skal lige siges, at de billeder, vi har modtaget, er af den bil, som skal introduceres på det kinesiske marked. Vi forventer dog ikke de store forandringer på bilen, når den med al sandsynlighed vises på den internationale biludstilling i Geneve i marts.

Den nye Tiguan Allspace er strengt taget en forlænget Tiguan, hvor der er blevet plads til to ekstra sæder bagest i bilen. Den er bygget på samme MQB-platform, som dog er strukket 11 cm for at give bedre plads på den bageste sæderække. Men som i Skoda Kodiaq er denne sæderække nok primært forbeholdt børn eller voksne uden de store pladsbehov.

Hvad er MQB-platformen?

Det er Volkswagen-gruppen, som har udviklet en fælles platform til stort set hele deres modelprogram – alt lige fra de VW Polo til den nye Skoda Kodiaq. 

MQB står for Modularer QuerBaukasten og kan oversættes til Modular tværgående værkstøjskasse. 

Den bruges primært til frontmotoriserede biler med forhjulstræk, men kan også bruges til firehjulstræk.

Det er ikke fordi, man bliver overrasket over designet. Det er i grove træk bare en almindelig Tiguan med en længere akselafstand. Men den kan muligvis fylde et hul på det danske marked, som er opstået, efter at Volkswagen Danmark ikke har valgt at importere den store VW Touareg mere. Der er dog stadig et stykke op til den store Touareg-SUV, som kan fås med luftundervogn og større motorer. 

Den nye Tiguan Allspace kommer som udgangspunkt ikke til at få andre motorer, end hvad der allerede findes i den almindelige Tiguan. Det betyder, at der vil være en stribe diesel- og benzinmotorer at vælge mellem, samt om bilen skal have forhjulstræk eller firehjulstræk, og om du selv skal skifte gear via en 6-trins manuel gearkasse, eller om du hellere vil have hjælp af en 7-trins DSG-gearkasse. 

Mere

Måske er du interesseret i...