Mercedes selvkørende bil

Sådan gør Sydafrikas trafik autonome køretøjer bedre

Når bilproducenterne skal udvikle selvkørende biler, bliver de nødt til at tage højde for alverdens forhold – Sydafrika’s trafik er noget for sig, og kan give værdifuld viden

19. december 2017

Trafikforhold varierer betragteligt verden rundt. Det er den virkelighed, som automatiserede og autonome køretøjer skal kunne navigere sikkert og pålideligt i. Derfor igangsatte Mercedes-Benz i september Intelligent World med det formål at indsamle vigtig viden om lokale trafikforhold fra hele verden.

Fodgængere på vejbanen er et almindeligt syn i Sydafrika, uanset om man befinder sig i byen eller på landet, og ofte træder de uden varsel direkte ud på vejbanen. Derfor kræver det præcision og fuld opmærksomhed at køre bil i den ekstremt tætte bytrafik i Cape Town. Særligt de smalle gader, hvor biler holder tæt parkeret på begge sider af vejen, stiller store krav til chaufførens opmærksomhed og reaktionsevne. Men også på de større veje uden for byerne, og sågar på motorvejene, er fodgængere på vejen ikke usædvanligt. Og netop varierende trafikkulturer er en udfordring for sensorsystemerne i automatiserede og autonome køretøjer, som skal manøvrere i trafikken.


Mercedes selvkørende bil

Den sydafrikanske trafik er et eksempel på, hvor vigtigt det er at indsamle erfaringer fra hele verden, når autonom teknologi rulles ud på vejene, så der tages tilstrækkelig hensyn til lokale forhold. Derfor tester Mercedes-Benz automatiseret teknologi på fem forskellige kontinenter. På den måde indsamles værdifuld og afgørende viden til den løbende udvikling af teknologierne.

I løbet af de seneste syv år har Mercedes-Benz udført flere end 5.000 testkørsler på kørselsassistentsystemer i hele verden. Over 175 køretøjer har tilsammen kørt omkring 9,5 mio. km i Europa, USA, Kina, Australien og Sydafrika, og der er blevet foretaget ca. 1,2 mio. målinger under kørslerne på offentlig vej og i rigtige trafiksituationer.

CASE – på vej mod autonom kørsel

Autonom kørsel er én af i alt fire strategiske områder for fremtiden, som udgør en integreret del af den officielle strategi for Daimler AG. De fire bogstaver i CASE står for netværk (Connected), autonom kørsel (Autonomous), fleksibel brug (Shared & Services) samt elektrisk fremdrift (Electric). Målet er at skabe intuitiv mobilitet for kunderne gennem intelligent sammenkædning af alle fire CASE-områder.

Måske er du interesseret i...