Rimac Concept two

Rimac Concept Two har en klar plan om at slå Tesla Roadster!

Der er gang i de elektriske hyperbiler. Kroatiske Rimac er snart klar med en Tesla-konkurrent, som de lover bliver ligeså hurtig, hvis ikke hurtigere

29. november 2017 af Jesper Kruuse-Jensen

Det skabte en hel del opmærksomhed, da tidligere vært på Top Gear Richard Hammond tidligere i år smadrede Rimac´s Concept One superbil, og selvom Rimac nok havde været det foruden, satte uheldet og den efterfølgende opmærksomhed den lille kroatiske bilproducent på verdenskortet.

Med en 0-60 mph (96 km/t) tid på bare 2,5 sek kan Concept One vinde de fleste lyskrydsdueller, men der er stadig et stykke vej op til den nye Tesla Roadster, som klarer disciplinen på hovedrystende 1,9 sek.

Rimac Concept One sort
Rimac´s trumfkort

Rimac har dog et es i ærmet, og i 2018 præsenterer de en ny model, som angiveligt får endnu flere muskler end de 1.073 hk, der gemmer sig under hjelmen på Concept One, og den skal lægge arm med Tesla´s nye Roadster.

Det nye el-monster fra Rimac har været under udvikling i et par år og bliver bygget fra bunden. Den vil altså ikke have mange dele tilfælles med Concept One.

Rimac Concept One grå forfra
Concept two begrænses til 100 styks

“Concept two” er dens foreløbige navn, og den skal ifølge Rimac´s grundlægger, Mate Rimac, gå i flæsket på Bugatti, Koeniggsegg og Pagani, men efter præsentationen af Tesla Roadster er det også en oplagt konkurrent. Første variant af Concept Two bliver en to-dørs coupé, men den skal efter planen følges op af en roadster og en bane-version.

Produktionen af Concept Two begrænses til 100 styks, hvilket er en del mere en de 8 Concept One modeller, som hidtil har forladt fabrikken, hvor af den ene altså måtte lade livet på en bjergvej i Schweiz.

Rimac Concept One interiør
Verdens hurtigste elbil?

Da Tesla Roadster først kommer på gaden i 2020, kan en vigtig nøgle til Concept Two´s succes være, hvor hurtigt den nye fabrik kan spytte bilerne ud.

Siden Rimac´s fødsel i 2009 er firmaets udvikling gået stærkt, bl.a gennem en kæmpe investering i Rimac fra den asiatiske batteri-producent Camel Group på 30 millioner Euro, som skal finasiere en ny top-moderne fabrik og øge produktionen.

Måske er du interesseret i...