Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.
Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.

Det er forår og omkring 25 grader midt på dagen i det centrale Chile i midten af oktober.

© Mercedes-Benz

Rapport fra Chile: Her er den nye Mercedes X-klasse

Bil Magasinets Steen Bachmann er i Sydamerika for at køre Mercedes' første rigtige pickup på et verdens største pickup-markeder. X-klasse bliver hot på hvide plader, lyder det

29. oktober 2017 af Steen Bachmann

HVOR

Chile ligger vest for Argentina ud til Stillehavet. Landet måler 4.300 km fra nord til syd, og er kun 90 km på det smalleste sted. Her er ti klimazoner fra verdens tørreste ørken i nord over middelhavs-klima i det centrale Chile og til tørt og koldt klima i syd. 

Lige nu er det forår i det centrale Chile med temperaturer på 12 grader om natten og 25 grader om dagen. 

Hovedstaden Santiago ligger midt i landet og har omkring syv millioner indbyggere. De ialt 18 mio. indbyggere i Chile bebor kun omkring 1,0 pct. af landets areal.

HVAD

Bil Magasinet er i Sydamerika til den officielle pressepræsentation af mærkets første pickup, X-klasse. 

Nævenyttige Bil Magasinet-læsere og Mercedes-nørder vil protestere med henvisning til de få eksemplarer af Mercedes 220d 'La Pickup' (W115), der blev bygget i Argentina i starten af 1970'erne. Mercedes i Stuttgart leverede en håndfuld chassiser til den lokale Mercedes-fabrik i Argentina, som byggede dem om til pickup. Der eksisterer kun et par stykker, og da bilen ikke blev bygget officielt af Mercedes, regnes den ikke som en rigtig Mercedes-Benz model (La Pickup var faktisk med til præsentationen af X-klasse, se den i Bil Magasinet).

Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.
Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut. © Mercedes-Benz

HVORFOR

Daimler-koncernen har overvejet at bygge en klassisk pickup i årtier, men man har ikke fundet biltypen interessant, fordi den hidtil mest har været til arbejdsbrug. De etablerede pickup-producenter som Toyota og Nissan har siddet tungt på markedet.

Der er nu så stor interesse for høje og firehjulstrækker-agtige biler, at det er muligt at lave en fornuftig business case ud af en bil til dem, der er villige til at betale lidt mere.

Beslutningen om at bygge og lancere X-klasse blev taget allerede i 2014, da den mangeårige partner Nissan henvendte sig. Nissan stod for at indlede produktionen af pickuppen Nissan Navara på deres fabrik i Barcelona, og havde ledig kapacitet.

Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.
Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.

Mercedes´ designere og ingeniører har udviklet kabinen, så den lever op til mærkets niveau. Der fås tre udstyrsniveauer og stole med seks typer af stof, heraf to typer læder. Alt er fremstillet, så det er let at rengøre.

© Mercedes-Benz

SÅ ER DET EN OMBYGGET NISSAN?!

Nej, faktisk ikke. Daimler har taget platformen og drivlinen fra Nissan Navara som udgangspunkt, og har så bygget en Mercedes oven på. 

Groft sagt er alt, du rører, mærker, føler, ser og hører en Mercedes.

Årsagen til, at Daimler ikke har udviklet modellen helt fra bunden er, at det vil være svært at lave en forretning ud af det – det er svinedyrt at udvikle en ny bilmodel. Nissan har 80 års erfaring med biltypen, og Navara er den mest kompetente pickup på markedet. Udgangspunktet er godt, så Mercedes  har fokuseret på at gøre designet ude og inde mere elegant, på at gøre køreoplevelsen mere personbils-agtig, og på at sænke støjniveauet i kabinen.

HVILKE MOTORER?

I første omgang fås X-klasse med den 2,3-liters 4-cylindrede turbodiesel fra Nissan Navara. Motorstyringen er revideret, så den passer til Mercedes´ opfattelse af en luksuriøs pickup.

X 220 d har én turbolader og yder 163 hk og et moment på 405 Nm ved 1.500-2.500 o/min. Den har 6-trins manuelt gear og bag- eller firehjulstræk.

X 250 d har to turboladere og yder 190 hk og 450 Nm ved 1.500-2.500 o/min. Den fås med manuelt gear eller 7-trins aut.gear, og bag- eller firehjulstræk.

I midten af 2018 bliver det rigtig interessant, når X 350 d 4Matic aut. ankommer. Den har Mercedes´ egen 3-liters V6-diesel med 258 hk og et moment på 550 Nm. Firehjulstræk og tre køreprogrammer er standard. Vi fik en high speed-tur i en prototype, der sparkede røv – læs mere i Bil Magasinet.

Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut.
Mercedes-Benz X-klasse 250 d Progressive 4Matic aut. © Mercedes-Benz

HVAD KOSTER DEN?

X-klasse starter ved ca. 260.000 kr. som varebil inklusive moms (papegøjeplader). 

Som personbil med fem sæder fås den fra 560.000 kr.

Få den fulde rapport i et kommende nummer af Bil Magasinet, hvor vi også forklarer, hvorfor X-klasse er uventet interessant i Danmark.

Måske er du interesseret i...