Pris to brugte superbiler: 9,4 mio. kr.

Stadig efterspørgsel efter de rigtig dyre specialbiler og klassikere

2. november 2009 af Steen Bachmann

En britisk bilentusiast har udvidet sin garage med en åben og lukket udgave af den ekstremt sjældne Mercedes-Benz CLK GTR. Det skete på auktionen Automobiles of London, hvor 84 sjældne biler blev solgt til personligt fremmødte, over telefonen og via internet.

CLK GTR var en racerbil bygget af AMG til det internationale GT-mesterskab i 1997. Reglerne stillede krav om, at der blev bygget minimum 25 gadebiler, og det er to af disse, der netop er solgt i London. Motoren er en 6,0-liters V12'er på 612 hk, transmissionen er en 6-trins manuel og i 1998 optrådte bilen i Guiness Book of Records som den dyreste gadebil i verden med en nypris fra fabrikken på $1.547.620 - ca. 11. mio. kr.

Den dyreste bil på auktionen i London blev det eneste eksisterende højrestyrede eksemplar af 2006 Mercedes-Benz CLK GTR Roadster, der gik til en pris af £616,000, (5,1 mio. kr.).

Samme køber sikrede sig en 2005 Mercedes-Benz CLK GTR Coupe for £522,500 (4,3 mio. kr.).


Aston Martin DB2

Blandt rariteterne var en 1950 Aston Martin DB2 Team Car "VMF 64" med dokumenteret historie fra Mille Miglia og Le Mans. Modellen har ikke været offentligt til salg de seneste 52 år og gik for £550,000 (4,6 mio. kr.).


Mågevingen

En original Mercedes-Benz 300 SL AMG Coupé - bedre kendt som Mågevingen - indbragte £462,000 (3,8 mio. kr.).

En urestaureret og original 1969 Mercedes-Benz 600 Pullman Landaulet indbragte £308,000 (2,6 mio. kr.), hvilket er mere end fem gange dens nyværdi i 1969 på £60,000 (500.000 kr.).

RM Auction og Sotheby skriver, at auktionen var en succes vurderet ud fra prisniveauet og det faktum, at 87 pct. af numrene blev solgt. 

 

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen