© A. Hansen

Præsentation: Ny Peugeot 3008 klar med mere plads og komfort

Peugeot lancerer anden generation af SUV/Crossover-modellen 3008. Den ser mere rå ud – men opfører sig mere civiliseret.

14. oktober 2016 af Mikkel Thomsager

Hvor?

Østerbro, København

Hvad er nyt?

Navnet er det samme, men alt andet er nyt. Den nye 3008 bygger på Peugeot/Citroëns såkaldte EMP2-platform, som blev introduceret med den nuværende Peugeot 308 i 2013 og Citroën C4 Picasso i 2014.

I forhold til den gamle 3008 er den nye vokset en del – både på bagsædet og i bagagerummet – der er kommet masser af ny teknik og finishen er forbedret.

© A. Hansen

Hvem er konkurrenterne?

Den gamle 3008 placerede sig næsten direkte over for crossover-rollemodellen Nissan Qashqai, men den nye 3008 er blevet lidt mere rå at se på, hvilket måske kategoriserer den som en SUV frem for en crossover.

Samtidig er den vokset en smule, hvilket også hæver startprisen til 290.000 kr. Så nu er konkurrenterne nærmere Seat Ateca, VW Tiguan, Kia Sportage og lignende.

3008 kan dog ikke fås med 4WD.

Hvordan kører den?

Den kører behageligt og støjsvagt. Både i forhold til forgængeren, i forhold til Peugeot 308 og i forhold til flere konkurrenter. 

En del af komforten skyldes givet vis en forholdsvis forsigtig dækmontering, som nok er på 17", men i 65 profil (215/65 R17) i billigste model. Det er jo nærmest balondæk i vore dage.

© A. Hansen

Hvornår lanceres den?

Startprisen, der præsenteres som en intropris, bliver 289.990 kr. for en 1,2 liters 3-cylindret benzin med 130 hk, og "Acces"-udstyr, der omfatter næsten hvad man forventer til prisen – herunder airconditionen.

Man skal op i det dyrere "Active"-udstyr, for at få klimaanlæg. Peugeot forventer, at de mest solgte bliver de endnu dyrere "Alure"-modeller med 1,6 liters HDi diesel-motor med 120 hk. Den starter ved 359.990 kr. 

VI SYNES...

Med 3008 formår Peugeot komme med sit eget, lidt særegne bud på en crossover/SUV. 

Den rummer mange gode elementer, som kan give en anderledes og unik familie-køreglæde, men prismæssigt placerer den sig i den stive ende i forhold til konkurrenterne, som er et meget bredt felt lige nu.

© A. Hansen

Måske er du interesseret i...