© bilmagasinet.dk

Øko-limo kører 30 km/l

Fisker demonstrerer den avancerede teknologi bag den 4-dørs Karma i Genève

24. februar 2010 af Steen Bachmann

 

Fisker Automotive med danske Henrik Fisker (BMW Z8, Aston Martin DB9 & V8 Vantage) i spidsen meddeler, at man leverer den store 4-dørs pluginhybrid Karma til de første kunder sidst i 2010.

Karma fik premiere under stor opmærksomhed på udstillingen i Detroit i 2008, og siden da har både Mercedes-Benz, Audi, BMW og Cadillac annonceret, at de også har high-end miljøvenlige bilmodeller på vej.

Den samlede ydelse fra Karmas 2-liters benzinturbomotor og elmotor er 403 hk, mens 0-100-tiden er 6,0 sek. og topfarten 201 km/t. Forbrug ved blandet kørsel angives til 29,4 km/l og CO2-udslippet er 83 g/km.

Bilen er konstrueret omkring en avanceret spaceframe i aluminium, der ifølge Fisker sætter nye standard for stivhed. Rygraden er en tunnel, der løber ned langs bilens centerlinje og huser batterierne. Space frame'en er svejset med 79 meter svejsninger og der er anvendes 1.058 nitter.

© bilmagasinet.dk

Alu-konstruktionen vil blive vist på udstillingen i Genève fra 2. marts. På trods af, at bilen er 500 cm lang og 198 cm bred, vil den have køreegenskaber som en sportslig coupé, lyder det.

Herhjemme står automobilforhandlerkæden Nellemann for importen til Skandinavien, De første biler er bestilt til danske kunder, men prisen er endnu ikke oplyst.

På trods af den fine brændstoføkonomi ser det med regeringens aktuelle arbejdsgrundlag ikke ud til, at hybridbiler får lavere registreringsafgift. Tværtimod satser man på at friholde  elbiler, der kun kører på batterier, for afgifter. Det betyder, at en bil som Fisker Karma bliver usælgelig i Danmark, hvor den havner i prisklasse med Maserati Quattroporte, dvs. over 2,5 mio. kr.

Måske er du interesseret i...