parkering, bås, is, vinter
Bakker du ind i båsen, er risikoen for skader mindre, viser ny undersøgelse. © Getty Images

Ny undersøgelse: Bak ind i p-båsen og slip for skader

En opgørelse fra leasingselskabet ALD Automotive viser, at risikoen for en p-skade falder betydeligt, hvis man bakker ind i parkeringsbåsen, når man ankommer

4. december 2017 af Steen Bachmann

Mange bilister oplever det som en risikabel manøvre at bakke ind i p-båsen, når de ankommer til en parkeringsplads. Men en ny opgørelse fra leasingselskabet ALD Automotive viser, at risikoen for en p-skade er langt mindre, når man bakker ind, end hvis man bakker ud. 

Efter at ALD for to år siden begyndte at instruere kunderne i baglæns parkering, er antallet af p-skader faldet med 35 procent. Det viser en gennemgang af skader blandt ALD’s 12.000 forsikringstagere.

"Når vi skal ud fra en parkeringsplads, har vi ofte travlt med at komme af sted. Her kan det hurtigt gå galt, når man kun har bagrude og spejle til at få øje på fodgængere, cyklister og andre bilister. Det er meget lettere at orientere sig gennem forruden," siger Birgitte Skaarup, der er forsikringschef i ALD Automotive.

Dug, sne og is øger risikoen
Problemet bliver endnu større om vinteren, hvor duggede og tilfrosne ruder i en kold bil forhindrer et optimalt udsyn. Derfor er det især nu, det er en god ide at bakke ind, mens bilen er varm.

"Når du ankommer til parkeringspladsen så udnyt, at bilens ruder og sidespejle som oftest er fri for dug, sne og is. Det besvær, du oplever ved at skulle bakke ind, er langt mindre, når bilen er varm, end hvis du skal bakke ud i en kold bil med dårligt udsyn, siger Birgitte Skaarup.

Øvelse gør mester
Statistikken viser også at træning i baglæns parkering giver resultater. Det oplevede ALD’s egne medarbejdere, der blev sendt på systematisk bakketræning på et køreteknisk anlæg. Resultatet er, at to tredjedele af medarbejdernes parkeringsskader er forsvundet. Derfor anbefaler Birgitte Skaarup også, at man selv øver sig i at bakke ind i p-båsen.

"Begynd med at finde et parkeringsområde med god plads og gå så i gang med at træne baglæns parkering. Helst inden de duggede ruder for alvor tager over," siger Birgitte Skaarup.

Havarikommissionen har tidligere fastslået, at bakning ud fra p-båse resulterer i mange ulykker med personskade og anbefaler derfor også, at man altid bakker ind i en p-bås og kører forlæns ud.

Øv dig i at bakke

  • Træn baglæns parkering en dag hvor du har lidt ekstra tid. Start hvor der er nogle tomme pladser ved siden af hinanden, inden du prøver mellem andre biler.
  • Sænk sidespejlene en anelse, så du bedre kan se de hvide striber og forenden af bilerne ved siden af.
  • Lad dig ikke stresse af andre bilister på p-pladsen når du bakker ind. De fleste forstår, at du er i gang med at spare dig selv og dine medtrafikanter for både skader og besvær.
  • Måske er du interesseret i...