Nu kører Renault Zoe dobbelt så langt på en opladning

Renault har opgraderet batteripakken, så Zoe nu kan køre op mod 400 km på en opladning. I virkeligheden er det nok nærmere 300 km, hvilket i praksis er cirka dobbelt så langt som den gamle version.

12. januar 2017 af Bil Magasinet

Kører du en af de små elbiler, kan du af og til være bekymret for, om du nu når frem, hvis du skal på en længere tur. Men med den nye Zoe, som har fået et større batteri på 41 kWh, burde det ikke være en bekymring mere. De lover i hvert fald, at den kan køre over 400 km på en opladning – under optimale forhold. Til hverdag ved blandet kørsel er det realistiske tal dog tættere på 300 kilometer.

Dermed har den nye Renault Zoe en dobbelt så lang rækkevidde som den Zoe med 22 kWh batteri, der blev introduceret tilbage i 2012 – den model vores to juniorreportere kørte tur/retur til Skagen i på 24 timer (se videoen i bunden af artiklen).

Som noget helt nyt er det nu endelig slut med at købe bilen og efterfølgende leje batteriet. Nu køber man en samlet pakke, hvor batteriet er inklusive – og med otte års garanti. Samtidig får man i prisen en 11 kWh Clever ladeboks installeret derhjemme kvit og frit, så man har hurtig og pålidelig opladning derhjemme.

Stor succes

I Danmark stod modellen i 2016 for halvdelen af alle solgte elbiler herhjemme. Zoe har især været populær blandt delebilsordninger som københavnske Green Mobility og TADAA, der holder til i Jylland. Kommunerne som Odense, Gladsaxe, Tåstrup og Albertslund har også taget Zoe til sig som oplagte biler til hjemmeplejen.

Men for især de private købere har der været etpar udfordringer med Renault Zoe. For det første har rækkevidden på teoretiske 240 kilometer og reelt 150 km været opfattet som for begrænset. Og for det andet har tanken om at være tvunget til at leje batteriet gennem Renault for mange været en stopklods for et køb, men det mener Renault at have løst nu. 

Dobbelt op på rækkevidden

41 kWh batteri er nok til en rækkevidde på mere end 400 kilometer(Ifølge NEDC). Det er næsten dobbelt så lang rækkevidde som den oprindelige Zoe med 22 kWh

Batteriet på 41 kWh er samme fysiske størrelse som det 22 kWh batteri, der sidder i den nuværende udgave, og det vejer blot 22 kilo mere.

Man kan vælge mellem to versioner af Renault Zoe med 41 kWh batteri. Life versionen er den laveste udstyrsvariant og koster 299.900 kroner. Til den pris følger en bil udstyret med klimaanlæg, hill-start-assistent, elspejle med varme, LED kørelys og R- link systemet med indbygget navigation.

Ønsker man en mere veludstyret model er det Intense versionen man skal have fat i. Her er der ud over udstyret fra Life også bakkamera, hands free card, 16 tommer alufælge, læderrat/gearknop, elklapbare spejle og 3D Sound by Arkamys standard. Denne version koster 324.900 kroner.

Man kan stadig få Zoe med 22 kWh batteri. Her er der kun en model at vælge imellem og det er Life-versionen som koster 264.900 kroner. Uanset batteripakkens størrelse yder de begge 92 hk. Med købet af batteriet følger der naturligvis også en garanti på otte år/160.000 km på batteriet.

Der er flere her på redaktionen, der har opfordret juniorreporterne til at forsøge turen til Skagen og tilbage igen for at se, hvor hurtigt (eller langsomt) det så vil gå. Indtil videre bliver denne opfordring klart afvist fra Daniel og Mathias.

Her kan du se, hvordan det gik dem på turen:

Mere

Måske er du interesseret i...