Nu kan du købe din nye bil på nettet og betale med MobilePay

Som det første bilmærke i Europa kan du hos Volkswagen fra i dag bestille og betale din nye bil på nettet som i enhver anden webshop.

15. december 2016 af Bil Magasinet

Nu slipper du for at tage et smut forbi forhandleren, når du skal shoppe din næste bil.
Volkswagen Danmark lancerer som første bilmærke i Europa direkte salg af biler online.

I første omgang er det modellen Up, som man med med få klik kan købe online via Volkswagens hjemmeside.

E-handlen er de seneste år steget markant i Danmark, og alene i 2016 forventes en samlet omsætning på 100 mia. kr., vurderer brancheforeningen for e-handel FDIH.

– Det er tydeligt, at de danske forbrugere køber rigtig mange varer på internettet, og vi mener, at det er oplagt også at tilbyde vores kunder at købe deres bil online. Vi tror, at de danske forbrugere er modne til det nu, og at vi kan tiltrække nye målgrupper, som ikke normalt besøger en bilforretning søndag eftermiddag, siger Volkswagens danske direktør Ulrik Drejsig og tilføjer:

– Hos Volkswagen arbejder vi hver dag for at sikre høj kundetilfredshed. Vi ved, at netop udlevering af den nye bil hos forhandleren har stor betydning for kundens samlede oplevelse af bilkøbet. Derfor vil kunderne, der køber bilen online, også få deres nye Up udleveret hos deres lokale Volkswagen-forhandler.

Volkswagen hæver beløbsgrænsen for dansk online handel

Med lanceringen af online bilsalg har Volkswagen i samarbejde med Nets fået hævet den danske beløbsgrænse for onlinehandel fra de eksisterende 100.000 kr. til 150.000 kr. Ca. 75% af de danske Up-kunder køber en Up i prislejet 120.000 -130.000 kr., og derfor er det netop også Up-modeller i dette prisleje, man nu kan købe online.

Volkswagen har valgt, at det skal være så simpelt som muligt, og derfor har de lanceret to forskellige Up-modeller med et begrænset udvalg af ekstraudstyr. Dette gøres på baggrund af de erfaringer, Volkswagen har fra tidligere kunder, og så gør det, at de kan holde leveringstiden nede på maks 10 dage, fra du har købt bilen online.

Så let er det – betal med kort eller MobilePay

På Volkswagen.dk/online specificerer man sin Up via få klik med motorstørrelse, farve og ekstraudstyr. Næste trin i processen er, at man bliver man bedt om at identificere sig via NemID. Dette sker, da bilen skal indregistreres af Skat, og der er derfor behov for at verificere identiteten på kunden. 

Herefter vælger man det forsikringsselskab, man ønsker at være forsikret hos. Slutteligt vælger man den Volkswagen-forhandler, man ønsker sin Up udleveret fra. 

Herefter er processen fuldstændig som i en hver anden webshop. Man indtaster sine betalingsoplysninger, og handlen gennemføres. 

Der kan betales med MobilePay, Dankort, Visa-kort, MasterCard og American Express og vupti - du har købt dig en ny Up…

Måske er du interesseret i...