Gordon Murray McLaren F1 sølv front jubilæum sportsvogn

McLaren F1's fader fejrer jubilæum og starter nyt firma

Manden bag den ikoniske McLaren F1 kan fejre 50-års jubilæum. Men heldigvis er det ikke slut med at producere biler.

5. november 2017 af Frederik T. Frey

De fleste bilentusiaster kender sikkert den ikoniske McLaren F1. Mange ved nok også, at det er den sydafrikanske ingeniør og designer Gordon Murray, der var en af de ledende kræfter bag tilblivelsen og udviklingen af den ultrahurtige gade- og racerbil.

Selvsamme Gordon Murray kan i år fejre 50-års jubilæum i bilindustrien med masser af både gade- og racerbiler i porteføljen. Debuten kom i 1967 med en IGM Ford Special, der bedst kan beskrives som et Lotus 7-inspireret køretøj.

IGM står iøvrigt for Ian Gordon Murray, som er sydafrikanerens fulde navn.  

Nelson Piquet Gordon Murray jubilæum Brabham 2017 F1 Formel 1

Gordon Murray i sin periode hos Brabham – her i dialog med F1-køreren Nelson Piquet.

© BBC

Stor succes i Formel 1

Allerede få år efter flyttede Gordon Murray til England, hvor han hurtigt kom i beskæftigelse hos Formel 1-holdet Brabham. Her arbejdede han fra 1969 frem til 1986, hvor én af de biler han huskes bedst for, er den innovative Brabham BT46B også kaldet "Fan Car" fra 1978.

Bilen havde en konstruktion, der gjorde, at den aktivt blev suget til vejen, hvilket gav enorme mængder af greb og dertilhørende hastighed. Konstruktionen blev dømt ulovlig efter bare ét Grand Prix på Anderstorp i Sverige, hvor Niki Lauda vandt med bilen over et halvt minut foran bilen på andenpladsen. 

McLaren F1 2017 Gordon Murray jubilæum sølv sportsvogn front

Gordon Murray med den gadebil han huskes for af mange – McLaren F1. 

Verdens hurtigste gadebil

I 1987 skiftede Gordon Murray fra Brabham til McLaren's Formel 1-hold. Fra 1991 og fremefter arbejdede han dog i det britiske mærkes afdeling for gadebiler – og det er her, hans nok mest ikoniske kreation bliver skabt.

McLaren F1 blev produceret mellem 1992 og 1998, og i 1998 satte et eksemplar med navnet XP5 en verdensrekord for gade-produktionsbiler med en målt topfart på 386,4 km/t. Denne rekord bliver først slået i 2005 af Koenigsegg, da en CCR kører 388,8 km/t. 

Starter nyt firma

Oveni at kunne fejre sit 50-års jubilæum i bilbranchen har Gordon Murray netop annonceret, at han åbner et nyt firma, der skal tage sig af bilproduktion i begrænset antal. Navnet er Gordon Murray Automotive.

Helt præcist hvad formuleringen om begrænset bilproduktion betyder, ved vi ikke. Men vi håber, at der kommer flere spændende konstruktioner fra den dygtige sydafrikaner. Indtil videre kan vi bare kigge på det nye firmas logo, og håbe på det bedste.

Gordon Murray logo bilmærke bilproducent 2017

Måske er du interesseret i...