Mazda amputerer benzin-motoren – men det er godt

Mazda vil indføre diesel-teknologi i sine benzin-motorer allerede om to år

13. august 2017 af Mikkel Thomsager

Ifølge Mazda vil en ny forbrændingsmotor kombinerer fordelene ved en benzin- og en dieselmotor ved delvis at fjerne tændrørenes funktion fra benzin-motoren.

I lighed med diesel-motoren vil forbrændingen i benzin-motorens cylinder blive antændt alene ved kompressionen, som til gengæld hæves til 18:1. I almindelige benzin-motorer er kompressionen maksimalt 14:1 og typisk lavere i turbo-motorer.

Mazda har som en af de få bilproducenter i verden undsagt turbo-teknologien i sine benzin-motorer. "Skyactiv" kalder Mazda sin motor-teknologi, og det er den, der i de kommende år skal udvikles med den nye type tændingssystem, der eliminerer brugen af tændrør i benzin-motorer.

”Kompressionstænding” kalder den danske importør begrebet, som dog ikke helt eliminere brugen af tændrør. De vil stadig fungere ved koldstart. 

Til gengæld skal den formentlig nu kombineres med trykladning. Om det er via turbo eller en anden kompressor fortæller Mazda ikke noget om endnu.

Mazda siger, at den nye motor, kaldet Skyactiv-X, forbedrer motorens effektivitet med 20-30 procent i sammenligning med Mazdas nuværende benzinmotor kaldet Skyactiv G. Skyactiv-X bliver sågar mere effektiv end Mazdas seneste dieselmotor kaldet Skyactiv-D.

Ifølge Mazda vil den nye tændrørsløse motor måske ikke overraskende køre mere som en diesel-motor, med bedre moment i bunden af omdrejningsfeltet.

Hvordan den lyder, må vi vente med at opleve til 2019, hvor den første version af den nye motor skulle være klar.

Måske er du interesseret i...