Skoda Octavia 1,6 TDI Combi
Skoda Octavia 1,6 TDI Combi

Lavere afgifter sparer dig 6.000 kroner om året

Med lave brændstofpriser og de nye registreringsafgifter sparer en gennemsnitsbilist 30 øre/km eller 6.000 kr. om året, viser en analyse fra BilBasen og Spar Nord

24. januar 2016 af Steen Bachmann

Indholdet fortsætter efter annoncen

Billigere brændstof og nye registreringsafgifter gør det billigere at købe og eje en gennemsnitlig familiebil i Danmark. En ny analyse fra BilBasen og Spar Nord, der for første gang har kortlagt den samlede effekt af prisfaldet på brændstof og den ændrede registreringsafgift, viser, at prisen for at transportere sig i en ny, gennemsnitlig familiebil er faldet omkring 30 øre per kilometer eller 6.000 kroner om året ved 20.000 kilometers årlig kørsel.*

Udviklingen er sket over de seneste to år, hvor omkostningerne til benzin er dykket med godt 13 procent, mens faldet for diesel er næsten 20 procent. Dertil kommer den ændrede registreringsafgift, der trådte i kraft i november, og som har betydning for anskaffelsespris og finansierings- og forsikringsomkostninger.

”Der er tale om et fald på omkring 10 procent i de samlede omkostninger ved en familiebil, og det skyldes først og fremmest den entydige sænkelse af registreringsafgiften,” siger markedsanalytiker i BilBasen, Jan Lang.

Nyere biler bliver påvirket

I Spar Nord hæfter cheføkonom Jens Nyholm sig ved, at de ændrede registreringsafgifter først og fremmest kommer de danskere til gode, der står over for at skulle købe ny familiebil.

”Du får i første omgang mest glæde af de lavere afgifter, hvis du står over for at skulle handle ny eller nyere brugt familiebil. Har du derimod lige anskaffet dig en ny familiebil, vil du opleve, at den falder ekstraordinært meget i værdi i år, fordi de lavere afgifter også presser prisen på nyere brugte familiebiler ned,” siger Jens Nyholm.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Ifølge Spar Nord bliver det fremover billigere at have bil i Danmark. For når anskaffelsesprisen falder, så er det også mindre værdier, der skal forsikres og finansieres. Og sammen med de faldende priser på benzin og diesel betyder det, at det er blevet omkring 30 øre per kilometer billigere at køre i en ny familiebil.

Ydelsen på finansieringen af en gennemsnitlig familiebil falder næsten 2.000 kroner årligt på grund af en lavere anskaffelsespris, mens den årlige besparelse på brændstof lyder på omkring 2.000 kroner for benzinbilister og 2.500 kroner for dieselbilister.

Jens Nyholm vurderer, at de nye registreringsafgifter altovervejende bliver omsat til mere bil i stedet for besparelser.

”Beskæftigelsen stiger, boligpriserne stiger, reallønnen stiger, og vi har i det hele taget et forbrugsklima, der stille og roligt fortrænger noget af det økonomiske mådehold, der indfandt sig efter finanskrisen. Derfor vil vi formentlig se, at mange forbrugere vælger at købe lidt ekstra bil for de samme penge i stedet for at gemme besparelsen til andre formål,” siger han.

Ifølge Jan Lang har der igennem længere tid været en tendens til, at danskerne køber større og dyrere biler, og det vil nu blive forstærket.

”Den tid, hvor mikro- og minibilerne stort set tegnede sig for hele nybilsalget i Danmark, er ved at være forbi. Nu går udviklingen den anden vej, og det vil kun blive forstærket af ændringen i registreringsafgiften og den billige brændstof,” lyder det.

* Besparelsen på 30 øre/km er udregnet på basis af en ny og dieseldrevet Skoda Octavia med 20.000 km/år. Kilde: BilBasen.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen