Lamborghini sætter monsterbil i produktion

Glem topfart, nu handler det om vægt. Det er meldingen fra Lamborghini efter afsløringen af kulfiberbil på 999 kg, der skal bygges i mindre end 12 eksemplarer

12. november 2010 af Steen Bachmann

---opdateret 13. november 2010---

Det franske bilblad Auto Moto oplyser, at Lamborghini Automobilis bestyrelse har givet grønt lys til en yderst begrænset serieproduktion af kulfiberbilen Sesto Elemento (der betyder "Det sjette Element" på italiensk). Der skal bygges mindre end 12 stk. til en forventet pris på 2,5 mio. euro stykket (knap 19 mio. kr. u/afgifter).

--- original artikel fra 1. oktober 2010----

De 1.470 fremmødte gæster og VIP's fra 46 lande til VW-gruppens storslåede præsentation af 2011-nyhederne onsdag aften rykkede helt frem på stolekanten, da det til dramatisk operaledsagelse og meterhøje flammer blev annonceret, at det var Lamborghinis tur til at gå på scenen.

Forud var gået en fredsommelig præsentation fra VW Erhvervsbiler af den nye Caddy Van, men fredsommeligt bliver det aldrig med en Lamborghini på scenen: Mens meterhøje flammer stod op fra en mere end 100 meter lang rist bagest på den enorme scene, lød der et brøl fra kulissen, så ingen var i tvivl om, at det var de mere alvorlige sager, vi var kommet til.

Det var den 10-cylindrede aluminiumsmotor fra Gallardo Superleggera med 570 hk, der blev startet, og den lå i en ny og epokegørende konceptbil.

Nu handler det om vægt
Sesto Elemento har ikke 1.400 hk eller en topfart på 500 km/t - faktisk taler Lamborghinis CEO dr. Stephen Winkelmann slet ikke om topfart. De fleste superbiler kan nå 300 km/t, hvilket er en hastighed, man kun kan opnå meget få steder på offentlig vej, og kun på meget få racerbaner. Det er langt mere interessant at gøre noget ved vægten end at blive ved med at give bilerne flere og flere hestekræfter, lyder det (direkte adspurgt fortæller dr. Winkelmann, at topfarten er 350 km/t, men fjern hækvingen og giv den en høj gearing, så går den nok 450 km/t).

Lamborghinis biler har taget mere end 500 kg på i gennemsnit siden midt i 1980'erne, og nu skal vi den anden vej. Konceptbilen Sesto Elemento demonstrerer, at man godt kan bygge en ægte superbil uden nødvendigvis at nærme sig 2,0 tons køreklar vægt. De 999 kg er tørvægt, så den køreklare vægt for Elemento ville være 1.125 kg.

Den matsorte og mildets talt aggressivt udseende nye Lambo står lavt, og med hidsige spoilere forrest, der nærmest griber ud efter dig, når du går i knæ foran den.

Kulfiberdelene er skruet på kulfiberchassiset med røde torxskruer, men selv på den ufærdige og rå konceptbil kan man se en ny, chokerende designstil for mærket. De trekantede luftindtag forrest til olie- og motorkøler og trekantede luftindtag på taget til motoren vil med sandsynlighed gå igen på en kommende ny Gallardo. Det kunne meget vel blive Lambos kendetegn i fremtiden.

Motorens 10 åndehuller på midt på bagklappen er en anden ny feature, vi ikke har set før. De ligner åndehuller fra en hval.

Lamborghini oplyser intet om en eventuel serieproduktion, eller hvorvidt bilen er forsmag på en kommende Gallardo. Dens funktion er at melde ud over for købere og konkurrenter, at nu er det vægt, det handler om.

 

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen