Ferrari 458 GT3 Formula Racing
Ferrari 458 GT3 Formula Racing © Formula Racing

Køb en tur med Kevin Magnussen i en Ferrari 458 GT3

Copenhagen Historic Grand Prix gør et scoop og overtaler Kevin Magnussen til at køre publikumsture på Bellahøj Park i Formula Racings Le Mans-bil.

Det er lykkedes biltosserne bag Copenhagen Historic Grand Prix at få Formel 1-kører Kevin Magnussen til København til årets Grand Prix.

Kevin kører betalte ture med publikum på den 2,4 km lange racerbane i Bellahøj. Det sker i Formula Racings Ferrari 458 GT3, der vandt europamesterskabet i GT Am-klassen i 2014 og deltog i 24-timers løbet i Le Mans i 2015. 

En highspeed-tur med Kevin koster 2.500 kr., og alt overskud går til syge børn på Rigshospitalet.

Race for Riget er populært  

Race for Riget er et fast element i Copenhagen Historic Grand Prix, og en fantastisk mulighed for tilskuerne til at komme helt tæt på alle de professionelle racerkørere. 

I én time både lørdag og søndag er det muligt for alle gæster og besøgende til Copenhagen Historic Grand Prix at købe en tur som passager på den midlertidige racerbane. Alle indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.

Kevin Magnussen
Kevin Magnussen

Kevins far, Jan Magnussen, kommer ikke til CHGP i år, da han skal køre noget Corvette-halløj i USA. Kevin lover at give maks. gas på bybanen i København i Johnny Laursens Ferrari 458 GT3.

© Grand Prix Photo

Den firedobbelte Le Mans-vinder Jan Magnussen er ambassadør for Race for Riget, men det danske racer-es kører løb i USA for Corvette Racing i samme weekend. 

Heldigvis kan Race for Riget trække på en perlerække af prominente racernavne blandt andre den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen, Porsche fabrikskører Michael Christensen, Aston-Martins verdensmestre Nicki Thiim og Marco Sørensen, og mange flere.

Tom K. og Kevin kommer

”Det er et privilegium og en glæde, at CHGP og velgørenhedsarrangementet Race for Riget igen i år møder enorm opbakning fra de største danske racerstjerner. Vi er ydmyge og stolte over, at kapaciteter som Tom Kristensen, Kevin Magnussen og deres kolleger stiller op i den gode sags tjeneste og giver publikum den ultimative oplevelse,” siger adm. direktør for Copenhagen Historic Grand Prix og tidligere Bil Magasinet-mand, Jens Peter Lange.

Race for Riget
Race for Riget

I Race for Riget kan du købe en tur som passager i en valgfri superbil eller racerbil.

© CHGP

Priserne for en tur på banen begynder ved 1.000 kr. Det gælder for biler som Lamborghini Aventador SV Roadster, Porsche 991 GT3 RS, Porsche 991 GT3, Ferrari 488 Spider, Ferrari 458 Speciale, Porsche 997 GT3 RS, McLaren MP4-12, Porsche Cayman GT4, BMW M2 med flere. 

Bilerne stiller op med støtte fra Race for Rigets mangeårige samarbejdspartner Sportscar Event.

Sådan får du en tur

Billetter til Race for Riget købes i løbsweekenden i Ryttergårds-området. Billetsalget begynder lørdag og søndag morgen 5.-6. august kl. 9.00 i Race for Rigets billetvogn efter først til mølle-princippet.

Billetter til Copenhagen Historic Grand Prix købes ved indgangen eller på CHGP Billetsalg. Børn under 14 år har gratis adgang ifølge med voksne.

Måske er du interesseret i...