2018 Jaguar D-Type engine
2018 Jaguar D-Type

Jaguar genstarter produktionen af D-Type

Den legendariske Le Mans-vinder blev kun produceret i 75 eksemplarer, der handles til op mod 100 mio. kr. Nu skal der bygges 25 mere

7. februar 2018 af Steen Bachmann

I 1955 planlagde Jaguar at bygge 100 eksemplarer af racerbilen Jaguar D-Type. Designet var inspireret af flyindustrien, og motoren med seks cylindre på række var optimeret for at slå konkurrenterne til det årlige 24-timers Le Mans.

Jaguar havde sejret i Mans i 1951 og 1953 med C-Type, men var godt klar over, at konkurrencen var hård. Derfor sendte de ingeniørerne tilbage til tegnebrættet for at udvikle efterfølgeren.

Udviklingen af karrosseriet stod Malcolm Sayer for, og eftersom han havde arbejdet for Bristol Aeroplane Company under Anden Verdenskrig, havde han en stor ekspertise i aerodynamik. Malcolm udformede fronten, så den havde en begrænset overflade, og reducerede højden på motorhjelmen ved at tilte motoren et par grader og montere tørsumpsmøring.

Bunden af bilen blev lavet, så den var så flad og vindslikket som muligt, og som kronen på værket monterede de en finne bag føreren. Og det var ikke bare for syns skyld: Den skulle skabe stabilitet, når bilen kom blæsende ned ad Mulsanne-langsiden med 261 km/t.

2018 Jaguar D-Type front
2018 Jaguar D-Type

Motoren og dele af undervognen blev videreudviklet fra C-Type, og det virkede. Jaguar vandt Le Mans tre år i streg fra 1955-57 - en bedrift, der har gjort D-Type udødelig.

Solgt på auktion for 59 mio. kr.

Der blev bygget 75 eksemplarer af racerbilen, hvilket gør den uhyre sjælden. Priser er, som med mange andre specielle gamle racerbiler, skudt i vejret med raketfart. 

Den 18. januar 2018 blev der solgt en original fabriksracer fra 1954, der blandt andet er blevet kørt af Sir Stirling Moss, for $9,8 mio. (59 mio kr.) på RM Sothebys auktion i Arizona.

2018 Jaguar D-Type steering wheel
2018 Jaguar D-Type

De sidste 25 styk

Nu vil Jaguar bygge de sidste 25 styk for at nå 100 eksemplarer. De vil blive bygget hos Jaguar Land Rover Classic Works i Warwickshire, og den første prototype debuterer på Salon Retromobile show i Paris i denne weekend. De nye biler vil blive produceret nøjagtigt efter de originale specifikationer.

“Jaguar D-type er en af de mest ikoniske og smukkeste racerbiler nogensinde produceret med en enestående historie i verdens hårdeste motorløb. Og den er lige så spektakulær i dag som dengang. Muligheden for at fortsætte D-Type succes historie – ved at producere de sidste 25 styks - er et af den slags ”once in a lifetime” projekter som vores eksperter hos Jaguar Land Rover Classics er stolte af at udføre,” siger Tim Hannig, Jaguar Land Rover Classic Director.

Eksperterne har fået adgang til de originale Jaguar-tegninger og sikrer dermed, at hver eneste nye D-Type der bygges, er identisk med de oprindelige versioner. Kunderne kan vælge mellem to versioner. Enten 1955 udgaven - Shortnose eller 1956 Longnose.

Prisen på bilen er en hemmelighed.

2018 Jaguar D-Type profile
2018 Jaguar D-Type

1954 Jaguar D-Type

Motor R6, 3,4 liter, 250 hk

0-100 km/t 4,7 sek.

Topfart 261 km/t

Mål (L/B/H) 391/167/104 cm

Køreklar vægt 864 kg

Nypris 1954 ukendt

Pris i dag 60-100 mio. kr.

Måske er du interesseret i...