Jaguar F-type med manuelt gear

Udvider modelserien med ny gearkasse for dem, der insisterer på selv at skifte gear. Firehjulstræk er også en mulighed

3. december 2014 af Steen Bachmann

Jaguar F-TYPE fås nu også med firehjulstræk og manuel gearkasse, når serien vokser fra seks til 14 modeller,. 
 
"Vores målsætning med udviklingen af den firehjulstrukne F-TYPE var at bevare baghjulstrækkets medrivende køreegenskaber, der er så vigtige for Jaguars sportsvogns-DNA, men samtidig gøre bilerne endnu mere dynamiske. Resultatet er en kontrollerbar, anvendelig og sindssygt hurtig performance-bil under alle vejr- og vejforhold. Med muligheden for at vælge en manuel gearkasse til V6-modellerne af F-TYPE er vi gået langt for at udvikle en meget præcis, både teknisk og følt, interaktion mellem føreren, koblingen og gearkassens skiftemekanisme. Den henvender sig til dem, der ønsker den rene, umiddelbare kørsel - og jeg ser mig selv som en af dem," siger Ian Hoban, Vehicle Line Director, Jaguar.

Integrationen af firehjulstræk krævede diskrete tilpasninger af F-TYPE's styling. Kølerhjelmen i aluminium får en mere markant "power bulge". I hver side sidder der nye markante luftindtag, der er placeret med større afstand og længere fremme end på de baghjulstrukne udgaver af F-TYPE. De firehjulstrukne V6-modeller har 19" Volution-aluminiumsfælge i enten sølv eller Diamond Turned Technical Grey.



Firehjulstrækket er udstyret med Intelligent Driveline Dynamics (IDD), et kontrolsystem, der er designet og udviklet internt. IDD er forbundet med motoren, bagdifferentialet, centerkoblingen og Dynamic Stability Control (DSC)-systemet for at skabe optimal fordeling af momentet. På baggrund af "torque on demand"-princippet sender firehjulstrækket 100 % af motorens moment til baghjulene under normale kørselsforhold. Det bevarer F-TYPE's baghjulstrukne køreegenskaber og reducerer desuden tabet af moment i drivlinjen.

Hvis systemet registrerer, at baghjulene nærmer sig grænsen for det tilgængelige vejgreb, overfører den elektronisk styrede centerkobling momentet til forakslen og optimerer dermed vejgrebet.  En yderligere fordel ved firehjulstræk er muligheden for at variere fordelingen af moment til for- og baghjulene for at afhjælpe overstyring i hurtige sving ved at reducere drejningsvinklen.

Der vil altid være en lille gruppe af entusiaster, der foretrækker selv at skifte gear.  For at opfylde deres behov har ingeniørteamet bag F-TYPE udviklet en 6-trins gearkasse specifikt til kombinationen af V6 og baghjultræk. Gearvælgeren har en vandring på kun 45 mm, kort udveksling og pedaler, der er placeret perfekt til hæl og tå-skift.



Torque Vectoring by Braking (TVbB)-funktionen blev oprindeligt udviklet til F-TYPE R Coupé, og den fås nu til alle modeller. Funktionen er integreret i DSC-systemet, hvor den selektivt bremser de inderste hjul og kompenserer for understyring. Det gør det lettere for føreren at følge ideallinjen gennem svinget. TVbB hjælper også med til at stabilisere bilen og minimere styreinputtet under manøvrer som pludselige vognbaneskift.

F-TYPE R Cabriolet fås med baghjulstræk eller firehjulstræk, og erstatter den kun baghjulstrukne F-TYPE V8 S med 495 hk. Jaguars 5,0-liters V8 kombinerer direkte indsprøjtning og en twin-vortex supercharger, der reagerer øjeblikkeligt, når føreren træder på speederen. Motoren, der er helt i aluminium og har fire knastaksler, udvikler 550 hk og 680 Nm. Firehjulstrækkets ekstra vejgreb gør det muligt for R Cabriolet at accelerere fra 0-100 km/t på kun 4 sekunder - lige så hurtigt som R Coupé - og den fortsætter, til den når den elektronisk begrænsede tophastighed på 300 km/t.

Måske er du interesseret i...