Hyundai Ioniq Trend
Hyundai Ioniq Trend © A. Hansen

Hyundai Ioniq falder 50.000 kr. i pris

Prisen på den femdørs og rummelige eldrevne familiebil får et ordentligt hug nedad som følge af de nye afgiftsregler for elbiler. Se her, hvad den koster nu.

25. juni 2017 af Steen Bachmann

Udvalget af elbiler er ikke særligt stort. Skal du bruge en familiebil med god plads, er der nærmest kun Toyota og Nissan, der kan byde på noget til under en halv million kroner.

Det lavede Hyundai om på med den nye Ioniq tidligere på året. Den har fem døre, fem sæder og en anstændig rækkevide, og kunne fås fra under 300.000 kr.

Mens det går godt for Hyundai med at sælge personbiler i Danmark, går det skift med at sælge Ioniq. Det kan de nye afgifter for elbiler imidlertid ændre.

Fra 1. juli bliver Hyundai Ioniq Trend sat 50.000 kr. ned i pris fra 269.995 kr. til 219.995 kr. Det er en prisnedsættelse som et direkte resultat den politisk aftale, der lemper afgiftsstigningen på elbiler. Premium-udgaven af Ioniq er også blevet billigere og kommer til at koste 249.995 kr.

Håber på øget elbilsalg

”Den nye aftale vil helt sikkert bane vejen for et større salg af elbiler herhjemme. Skal vi nå norske tilstande, hvor der er indregistreret over 100.000 elbiler gennem de senere år – mod blot ca. 8.000 herhjemme – er en langsigtet løsning med en total omlægning af registreringsafgiften dog nødvendig,” siger Mads Ries Lauvring, adm. direktør, Hyundai Danmark.

Hyundai er som resten af den danske bilbranche fortalere for en teknisk baseret afgift, hvor det ikke er bilens pris, men dens vægt og bæredygtighed i form af CO2-udledning, der ligger til grund for registreringsafgiften.

Hyundai Ioniq Trend
Hyundai Ioniq Trend © A. Hansen

Hatchbacken Ioniq Trend har 2-zone klima, regnsensor, fjernbetjent centrallås, bakkamera, fartpilot og vognbaneassistent. 

Premium-udgaven har endvidere LED-forlygter, elklapspejle, sædevarme for og bag, blindvinkelassistent. nøglefri adgang, automatisk nedblændeligt bakspejl, lædersæder med ventilation og hukommelse på førersædet, og soltag. 

Smart opladning

Energiselskabet Clever tilbyder at montere en ladeboks på købers arbejde eller private adresse. Herefter er prisen 599 kr. om måneden for fri strøm uanset kørselsbehov. Man kan også benytte Clevers ladenetværk for 399 kr. pr. mdr.

Bil Magasinet bragte forrige måned en klumme om de ændrede afgifter for elbiler. Læs den her:

Kommentar: Nye elbilafgifter vil ikke gøre en hujende fis til forskel

Hyundai Ioniq Trend
Hyundai Ioniq Trend © A. Hansen

Måske er du interesseret i...